Tag-arkiv: T3

Når lægen lytter og søger en løsning

En meget vigtig artikel fra Pennsylvania i USA skrevet af Anam Tariq, DO, Yijin Wert, MS, Pramil Cheriyath, MD, and Renu Joshi, MD – “Effects of Long-Term Combination LT4 and LT3 Therapy for Improving Hypothyroidism and Overall Quality of Life” viser med al ønskelig tydelighed, at det kan nytte, at lægen lytter til patienten og når standardbehandlingen ikke virker, så bør man finde en anden løsning. Så vidt jeg ved, har det altid været en del af god praksis blandt læger.

Når vi så ser på udviklingen af behandling af for lavt stofskifte i Danmark, ser vi en helt anden tilgang. Situationen har udviklet sig til at blive en kamp om at have ret. Ikke at lytte.

Desværre er der en udvikling hen imod at udelukke stadig flere fra at få en optimal behandling med de forskellige produkter, der er til rådighed. Det store spørgsmål er – hvad vil lægerne opnå med det?

Det bliver igen og igen understreget i kliniske studier, at der er omkring 10% af patienterne på monoterapi med levothyroxin, der ikke er velbehandlede – på trods af lægernes ihærdige forsøg på at behandle dem. Nu er det ikke sådan, at patienterne ikke er velbehandlede for at fornærme lægerne – men fordi de ikke har effekt af den behandling, de bliver tilbudt.

Det er her tilgangen i det amerikanske studie er vigtig: Lægerne forsøger i lang tid at behandle patienterne med levothyroxin, men indser på et tidspunkt, at de har opbrugt alle muligheder. Derfor skifter de patienterne til enten en kombinationsbehandling med syntetiske stoffer eller naturligt stofskiftehormon, og opnår effekt uden at give bivirkninger. Det er en eksemplarisk måde at imødekomme patienten på!

Inden ledende endokrinologer i Danmark gik helt i baglås – var der endokrinologer rundt i landet, der på samme måde som i det amerikanske studie forsøgte at finde frem til en optimal behandling af patienter, der ikke havde glæde af levothyroxin. I dag oplever vi en jagt på disse læger, der er helt urimelig og uvidenskabelig.

Heldigvis er der internationalt en anden tendens – nemlig at anerkende de svært behandlelige patienters behov. Det er på tide at stoppe det begrænsende behandlingssnævertsyn ledende danske endokrinologer lægger for dagen.

Så hvor længe er det rimeligt at endokrinologen bliver ved med at give levothyroxin, når patienten ikke har effekt af behandlingen? Hvornår er det nødvendigt at skifte til kombinationsbehandling? Hvor længe skal patienten holdes fast i dårlig livskvalitet, når nu der er flere behandlingsalternativer?

Læs mere om artiklen

Kombinationsbehandling virker godt uden at give problemer

Et nyt amerikansk studie har haft fokus på de personer, der ikke har gavn af monoterapi med levothyroxin. De personer der ikke blev symptomfri blev tilbudt enten en kombination af levothyroxin (T4) og liothyronin (T3) eller naturligt stofskiftemedicin (Thyroid). Studiet er gennemført over en periode på ca 2 år, så det er solide data studiet fremlægger.

Sammenlignet med patienter der var på LT4 monoterapi, 89,5% af dem der fik kombinationsbehandling med syntetiske produkter havde terapeutiske TSH værdier. Ligeledes havde 96,5% af dem der fik naturlige stofskiftehormoner terapeutiske TSH værdier. Mindre end 5% af  patienterne havde forhøjede fT3 værdier.  Ingen af de patienter, der havde unormalt lave TSH værdier eller forhøjede fT3 eller fT4 niveauer, var blevet indlagt på grund af arrytmier eller thyrotoxicose. I forhold til livskvalitet viste det sig at mere end 92% svarede at de havde det “fremragende”, “meget godt” eller “godt” når de blev spurgt til deres helbred efter at være skiftet fra LT4 monoterapi til en form for kombinationsbehandling.

Link til artiklen

Dette er et første skridt på vejen mod en bedre stofskiftebehandling i fremtiden. Vi må håbe, der kommer flere studier af denne slags, så alle stofskiftepatienter kan blive behandlet bedst muligt.

Over- og underbehandling med levothyroxin problematisk

Tidligere har vi her på siden omtalt Mads Lillevang-Johansens arbejde med behandling af for højt stofskifte. I den sammenhæng nævnte vi også, at der var et studie på vej om over- og underbehandling af for lavt stofskifte. Det er nu blevet offentliggjort. Studiet havde til formål at se på dødelighed i forbindelse med over- og underbehandling med levothyroxin. Studiet baserer sig på den samme database fra Fyn, som tidligere er blevet anvendt til studiet af konsekvenserne af over- og underbehandling af for højt stofskifte. Patienterne blev inkluderet i studiet, hvis de havde et TSH på over 4 og senere havde fået recept på levothyroxin. Patienterne blev sammenlignet med en kontrolgruppe. Patienter med ubehandlet for lavt stofskifte havde en øget dødelighed. Studiet konkluderer yderligere at varigheden af perioden patienten lå udenfor normalområdet havde indflydelse på dødeligheden. Risikoen var størst ved lavt TSH. Forfatterne understreger, hvor vigtigt det er at følge patienter med for lavt stofskifte tæt og omhyggeligt.  KILDE

Tidligere artikel

Dette studie sætter igen fokus på de ca. 30-50%, der er i behandling med levothyroxin og hvor TSH af den ene eller anden grund ligger uden for normalområdet.

En tredjedel af T4 behandlede patienter har ikke normale TSH niveauer

Tankevækkende resultater

Et tyrkisk studiet påpeger også, at der er problemer med at få patienternes TSH ind i normalområdet: https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fendo.2017.00215/full

Særligt problematisk er det, at hos patienter, der ikke længere har en aktiv skjoldbruskkirtel, er nødvendigt at øge dosis af levothyroxin for at kompensere for de manglende 20% T3 – skjoldbruskkirtlen ikke længere producerer.

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (5)

Bivirkning: Reduceret kognitiv funktion

Læger, der opererer for kræft i skjoldbruskkirtlen, oplever som alle andre læger at nogle patienter bør have en anden behandling end blot monoterapi med LT4 i deres efterfølgende behandlingsforløb på grund af bivirkninger fra LT4. En engelsk gruppe har kigget på dokumentationen og slår fast, at der er meget få undersøgelser, der har undersøgt dette forhold. Men de kan konkludere, at man bør behandle patienterne fra sag til sag – på baggrund af deres symptomer – indtil der foreligger bedre dokumentation.

LINK TIL ABSTRACT

Kronisk træthed og lavt T3

Langsomt men sikkert dukker der stadig flere data op, der viser hvor kompliceret stofskiftesygdom er. Der er et nyt studie på vej til Frontiers spalter, hvor forskere har undersøgt en gruppe patienter med kronisk trætheds syndrom.

De har set på en hel række af parametre og sammenlignet med en kontrolgruppe. Resultaterne tyder på at disse patienters TSH ligger på niveau med kontrolgruppens!

Patienterne adskiller sig på en række af de øvrige stofskiftehormonmålinger:

  • fT3 under referenceniveau hos 16 af 98 patienter, i kontrolgruppen fandt man 6 ud af 99 personer.
  • følgende nivauer lå også lavere – Total T4, Total T3, urinudskillelse af iod,
  • Desuden lå rT3 højere end sammenligningsgruppen

Forskerne tager flere interessante perspektiver op:

  • Når lægen finder lavt T3 og et tilsyneladende skift fra T3 til rT3, så kan det være et tegn på et mere alvorligt undertrykt T3 ude i vævene.
  • Disse laboratorieværdier ligger måske på linje med studier, der er offentliggjort for nyligt, som peger på en hypometabolisk situation.
  • Endelig antyder forskerne at disse laboratorieværdier ligner den milde form af NTIS(non thyroidal illness syndrome) og ‘lavt T3 syndrom’, som opleves af en undergruppe af patienter, der er i ren T4 behandling (for deres stofskiftesygdom).

Dette studie peger på, at en gruppe af patienter skal udredes grundigere, når de præsenterer lægen for alvorlige træthedssymptomer – idet TSH ikke slår til!

KILDE

Hvordan kommer vi videre?

Det er velkendt, at personer med for lavt stofskifte kan opleve en lang række symptomer på under/over-behandling, idet de oplever en lang række symptomer, de ikke havde, inden de fik konstateret for lavt stofskifte – og sammenlignet med personer, der har normalt stofskifte:

hyppigere træthedsfølelse, vægtøgning, skøre negle, tør hud og hår – disse symptomer er vage og tvetydige. Desuden kommer der til symptombilledet også negativ indflydelse på den kognitive funktion og psykologisk velbefindende og endelig kommer risikoen for overbehandling og dermed øget risiko for knoglebrud. (KILDE)

Når jeg igen og igen læser dette i det ene studie efter det andet, og så læser om de problemer en stor del af personerne på mange stofskiftefora har, vækker det undren. Lægerne kender problemet, men de kan ikke løse det?

Hvordan kommer vi videre derfra – problemet er velbeskrevet. Desuden er løsningsforslagene fra lægerne mange, men i visse tilfælde ikke løsningsorienterede, men konfliktoptrappende? Ligesom patienterne sikkert også kan være, når de nu insisterende fastholder, at de ikke føler sig velbehandlede og kommer med løsningsforslag.

I den artikel der refereres til ovenfor, indgår der en model, der kaldes “Health belief model”.  LINK

Den model kunne måske danne grundlag for en mere kvalitativ dialog med lægen og nå frem til det ønske lægerne i undersøgelsen også lægger vægt på, nemlig at bruge lægen som sparringspartner i stedet for at søge oplysninger andre steder – som venner og familie.

Med en ligeværdig dialog om symptomer og behandlingseffekt kunne der opnås en langt bedre behandling.

Oversættelse af Health Belief Model:

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (5)

Biochemical Markers Reflecting Thyroid Function in Athyreotic Patients on Levothyroxine Monotherapy (KILDE) er et interessant, enkelt og veldokumenteret studie, der slår fast, at der sker en række ændringer i stofskiftehormonniveauerne når skjoldbruskkirtlen opereres ud (og – antager forskerne – hos personer, der får for lavt stofskifte) . Forskerne tager udgangspunkt i en veldefineret gruppe patienter, der skal opereres for kræft i skjoldbruskkirtlen. Denne gruppe patienter behandles så i 3 grupper, hvor lægerne giver L-T4 så patienter enten er stærkt supprimerede, svagt supprimerede eller normale, alt målt på TSH.

Der gennemføres en række undersøgelser før og efter operationen, og forskerne kigger herefter på, hvad ændringerne gør ved en række objektive parametre hos patienterne:

  • Hvad sker der med vægt og puls? Læs mere
  • Hvad sker der med fT4 og fT3? Læs mere
  • Hvad sker der med kolesterol? Læs mere
  • Hvad sker der med SHBG?
  • Hvad sker der med knogleremodelleringen? Læs mere

Forskerne dokumenterer at der foregår dramatiske ændringer i sammensætningen af skjoldbruskkirtelhormonerne, og de demonstrerer, hvor vigtigt det er, at supprimere TSH mildt for at undgå negativ påvirkning af kolesterol og knoglemassen. De anvender altså før og efter data til at vise, hvor patientens gamle Set Point må formodes at ligge, og “før” målingerne bruges til at dokumentere dette. Dette er en undersøgelse, der klart påviser, at når skjoldbruskkirtlen er ved at sætte ud eller er blevet sat helt ud af spillet er det en god ide at supprimere TSH guidet af kolesterol, fT4 og fT3 og knogleremodelleringsmarkører.

Det kunne så være fint at lytte til patienterne og de symptomer de giver udtryk for at have. Så ville læge og patienter opnå det optimale samarbejde og sikre den bedst mulige behandling af patienterne. Denne undersøgelse giver ledetråde til dette arbejde.

 

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (1)

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (2)

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (3)

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (4)

Vejledning eller direktiv?

Oversættelse af “Thyroid hormone replacement – a counterblast to guidelines*” af AD Toft
offentliggjort i JOURNAL OF THE ROYAL COLLEGE OF PHYSICIANS OF EDINBURGH, december 2017.
(Med forfatterens tilladelse)

* henvisning til “En modreaktion overfor tobak”, en  afhandling skrevet af Kong James VI af Skotland og I af England i 1604, hvor han udtrykte sin afsky for tobak.

———————–
Vær opmærksom på at:
“jeg” i artiklen henviser til forfatteren A.D. Toft
LT4 er levothyroxin
LT3 er liothyronin
————————
I de tidlige 90’ere var jeg involveret i indførelsen af medicinske vejledninger i medicin, i UK i det mindste, i min egenskab af præsident for The Royal College of Physicians of Edinburgh.  Det var et af mange fejlskøn i min lange professionelle karriere. Udviklingen af disse guidelines blev fremmet af regeringen under en af de mange financielle kriser, med det formål, at kunne levere en bedre medicinsk behandling i hele landet, uden at skulle tilbyde den samme service på små og fjerne hospitaler, som man kunne tilbyde på uddannelseshospitalerne. Den uforudsete konsekvens blev, at vejledningerne fik en klinisk og lovmæssig betydning langt ud over, hvad deres ophavsmænd havde forestillet sig.   Selvom consensus-anbefalingerne er underbygget af en vis variation i kvaliteten af dokumentationen, lægger den utrænede vægt på nøglepunkterne og ikke forbeholdene. Det virker, som om disse vejledninger, som stentavlerne Moses fik på Sinaibjerget, er blevet hugget i sten til en ny generation af læger, der føler sig bundet til at følge hver lov slavisk. Det virker, som om unge læger ikke længere tænker selv, ikke længere udfordrer de eksisterende dogmer, og som om de ikke længere anerkender, at patienter kommer til lægen som individer, der forventer at blive mødt af en fordomsfri og erfaren professionel.
Ganske enkelt fordi ikke to patienter er ens, bliver vejledninger i deres egen natur modsætningen til lægekunsten. Vi kan ikke tillade os, at undervurdere den frustration og irritation patienter føler, når de bliver mødt med filosofien om at “en behandling passer til alle”. For nylig sagde en patient til mig, at hvis regeringen ønskede at spare penge på deres sundhedsbudget, kunne de bare investere i en flok grå afrikanske papegøjer, idet disse gentagne efterligninger let kunne erstatte den nuværende gruppe af læger i konsultationerne. Hun havde en pointe.
Tag ikke fejl, de vejledninger, der er fremstillet af organisationer som f.eks  American Thyroid Association (ATA) og anvendt over hele verden, bliver med rette anset for at være mesterstykker inden for deres genre, idet de er omfattende sammenfatninger af vores nuværende viden og fantastiske uddannelsesressourcer.
Modsat ser det ud til, at der er en manglende kobling mellem de konservative anbefalinger, som forståeligt nok altid vil halte efter udviklingen, og så de problemer patienter og læger står overfor i hverdagen. Blandt disse problemer findes behandlingen af for lavt stofstifte, som et af de ældste og mest presserende. Lige siden 1990 er der ét råd, der er blevet gentaget i det uendelige, og det er, at når patienter er i behandling med levothyroxin (LT4) for for lavt stofskifte, skal deres TSH ligge indenfor normalområdet og dermed betegnes patienterne euthyroide (1,2) (se referencerne i originalartiklen her: LINK) dette på trods af den fejlbehæftede dokumentation for, at supprimeret TSH er en risikofaktor for hjerte/kar sygdom og knogleskørhed – uden man har målt serum triiodothyronine (T3). (3)
Det er tænkeligt, at der i denne heterogene gruppe af patienter har været nogle, der er blevet behandlet for Graves med radioaktivt jod eller ved operation, der stadig har lidt funktion i deres skjoldbruskkirtel – uden de kunne opretholde normalværdier, men hos hvem serum T3  koncentrationen lå i den øvre del af normalområdet eller forhøjet, som et resultat af LT4 behandlingen. Endelig ser det ud til, at der er dokumentaton for, hvad læger og patienter har haft mistanke om i et stykke tid – at det ikke er nok for alle patienter blot at tilbageføre serum TSH til normalværdien, når patienten tager LT4. Mine kollegaer og jeg har været imponerede af antallet af patienter, der afviser behandling med radioaktivt jod for Graves, idet det i denne gruppe er rygtedes, at den type behandling ville medføre voldsom vægtstigning.
I stedet for fortsat at afvise denne frygt, undersøgte vi vægtøgning hos patienter, der var ved at blive raske, og som havde et normalt serum TSH niveau efter behandling med antithyroid medicin for Graves, og sammenlignede dem med patienter, der var blevet hypothyroide efter enten radioaktiv-jodbehandling eller operation af skjoldbruskkirtlen, og som blev behandlet med LT4 i doser, der resulterede i normal serum TSH. Vægtøgningen var signifikant højere i den gruppe, der blev behandlet med LT4. Interessant nok så man ingen vægtøgning i den gruppe, der fik deres TSH supprimeret som led i behandlingen. (4)
Disse resultater var blandt de første til at stille spørgsmålstegn ved ATAs vejledninger og kan måske muligvis forklares ved, at resting energy expenditure er lavere hos LT4 behandlede patienter med TSH i normalområdet sammenlignet med raske eller de, der fik supprimerende doser af LT4. (5) Nyere studier af patienter, der har fået bortopereret skjoldbruskkirtlen, har vist, at det er nødvendigt at give tilstrækkelige LT4 doser for at opnå et lavt TSH, hvis patienten skulle opnå samme serum T3 og serum T4 værdier som før operationen. (6)

Data fra National Health and Nutrition Examination Survey har afsløret, at når lægerne giver LT4 doser, som gendanner serum TSH til dets temmelig brede referenceinterval, er det  forbundet med lavere serum T3 og lavere T3:T4 ratio, end det ses hos euthyroide personer, der ikke får LT4. Disse biokemiske ændringer sættes i forbindelse  med negative objektive og subjektive parametre, som øget BMI, lipid profil og følelsen af dårligt helbred. (7)(Læs mere her på stofskiftesygdom.dk)

 Der eksisterer heller ikke bevis for, at patienter i LT4 behandling har en øget risiko for hjerte/kar sygdom eller knogleskørhed, når serum TSH er lavt men ikke supprimeret. (3)
Så, vejledninger, med deres forståeligt store vægt på højkvalitets evidensbaseret medicin, har uundgåeligt  mindsket ønsket om at lytte til patientens bekymringer- selv om det er en af hjørnestenene i klinisk lægearbejde.
Hvis vi nu endelig ser i øjnene, at vores stædige fastholden af en normal serum TSH værdi hos patienter der er i LT4 behandling for primært for lavt stofskifte – i det mindste for nogle – er noget misforstået, hvad gør vi så med de stadig mere stædige krav om at få supplerende liothyronin (T3)  enten som syntetisk medicin eller som en del af thyroid ekstrakt?
Lige siden Bunevicius og kolleger fandt en neuropsykologisk fordel hos patienter, der tog begge hormoner (T3 og T4) (8) og studier på rotter antydede, at det ikke var muligt at opnå tilfredstillende intracellulære T3 koncentrationer med LT4 alene (9), er der blevet publiceret talløse studier, der afviser, at der er en effekt af supplerende liothyronin (T3) (10)
Disse negative resultater dæmpede lysten til at udskrive supplerende liothyronin, men har slet ikke fjernet tvivlen blandt dem, der føler at deres klager over utilstrækkelig stofskifte behandling ikke bliver hørt og slet ikke behandlet.
 Det var de samme patienter, der påpegede, at der var en manglende perifer omdannelse af LT4 til T3 ved hjælp af deiodinase-2 enzymet (D2), og de foregreb derved offentliggørelsen af studier, der viste, at de patienter, der havde gavn af liothyronin (LT3) i kombination med LT4, også havde ændringer i de gener, der danner det enzym. (11)
Der er lige offentliggjort et studie, der viser, at patienter, der har fået bortopereret skjoldbruskkirtlen og behandles med LT4, og som er bærere af Thr92Ala eller Ala92Ala isoform af D2, har en forhøjet risiko for nedsat intracellulære og serum T3 koncentrationer (12)
Igen var patienterne forud for begivenhedernes gang.

Det kan være instruktivt, at se på  historien om hormonbehandling af stofskiftesygdom, for at kunne indse, at mange af vores behandlingspolitikker, til en vis grad har været tilfældige snarere end planlagte.

Thyroid ekstrakt blev først anvendt for ca. 125 år siden med god effekt og forblev anvendt i vid udstrækning indtil 1950’erne, hvor et egnet syntetisk præparat gradvist  erstattede det. De anvendte doser var 200–400 μg daglig. På trods af at T3 var blevet opdaget, som det andet stofskiftehormon i 1952, blev det ikke anvendt overhovedet, fordi patienterne tilsyneladende var tilfredse med LT4 som monoterapi, længe inden det blev påvist at det cirkulerende T3 i overvejende grad stammede fra deiodination af cirkulerende (ekstrathyroidal) T4.
Det omvæltende skifte i behandlingen af for lavt stofskifte var resultatet af udviklingen af sensitive tests for TSH, der viste, at for at bringe TSH værdierne ned i normalområdet – skulle man anvende en dosis, der lå omkring 75–150 μg daglig.
Højere doser medførte suppression af TSH, svarende til de værdier man ser ved for højt stofskifte. De reduktioner i doserne, der fulgte med denne opdagelse, blev tolereret af hovedparten af patienterne, men for den resterende del blev det starten på en signifikant utilfredshed med effekten af den anbefalede behandling af for lavt stofskifte, som er problematisk den dag i dag.
De høje doser, man tidligere anvendte, ville efter massevirkningsloven overvinde enhver nedsat D2 aktivitet hos personer, der var påvirket af disse. Der har været lille opmærksomhed om et studie der, set i bakspejlet, viste, at det var vanskeligt at øge serum T3 så patienten blev hyperthyroid på LT4 med mindre serum fT4 koncentrationerne lå markant forhøjet omkring 35-40 pmol/l. (13)
Dette var en elegant demonstration af, at subklinisk forhøjet stofskifte forårsaget af medicin (exogen årsag) er forskellig fra subklinisk forhøjet stofskifte forårsaget af sygdom (endogen årsag) på trods af at TSH var supprimeret i begge tilfælde. Med andre ord så betyder lave TSH værdier hos patienter, der behandles med LT4, ikke nødvendigvis er overbehandlede.
Vi udskrev til at starte med thyroid ekstrakt, uden at vide at det indeholdt T3, erstattede det med, hvad vi i dag betragter som en høj dosis af LT4, uden at kende til T3 og at det stammede fra en omdannelse af T4 og da LT3/liothyronin kunne ordineres, ville vi helst ikke anvende den.
Det har altid forekommet ulogisk, at fortsætte med at behandle patienter med et prohormon (LT4) alene, når man nu ved, at skjoldbrukskirtlen frigiver både det aktive hormon T3 og inaktive hormoner. En af årsagerne til at vælge hydrocortison frem for cortison acetat i behandlingen af adrenal insufficiens har været rapporter om manglende omdannelse af det inaktive cortison acetat til cortisol ved hjælp af 11B-hydroxysteroid dehydrogenase type 1 enzym. (14) Man må sige, at vores antagelse om, at D2 omdannelse er universelt til stede, er et naivt koncept – hvis vores mål er at genskabe en tilstand der svarer til skjoldbruskkirtlens udskillelse af stofskiftehormoner hos patienter med for lavt stofskifte, som jeg mener vi bør gøre, bør vi udskrive LT3 for at kompensere for de manglende 20%, som ikke længere udskilles fra skjoldbruskkirtlen. Men vi sidder stadig på vores hænder, mens vi venter på de perfekte, store, grundigt dokumenterede studier – som med stor sikkerhed ikke vil blive publiseret i nær fremtid – om nogensinde, samtidig med at vi beklager det faktum, at slow-release LT3 stadig ikke er til rådighed, på trods af, at det har været et ønske de sidste 20 år. (15) Vi påstår, at det er ubelejligt for patienten at tage kortidsvirkende aktivt hormon 3 gange om dagen (16) på trods af det faktum, at vi (endokrinologer) råder vore patienter med adrenal insufficiens til at tage hydrokortison med samme frekvens, indtil der er et slow-release hydrokortisonprodukt til rådighed. (17)
Det, der står tilbage, er at de nuværende vejledninger om behandling med LT4 for for lavt stofskifte ikke passer til formålet og den fortsatte modvilje mod at godkende supplerende behandling med liothyronin/LT3 forhindrer patienten i at få den præcisionsmedicin, som vi opfordres til at indføre (10), og som patienterne forlanger. Engang i fremtiden kan det være, at vi bliver i stand til at identificere personer med D2 genfejl, som ville have gavn af at blive behandlet med begge stofskiftehormoner. (18) Indtil dette foreligger er jeg så bekymret for grundlaget for rådet om behandling af for lavtstofskifte, at jeg er stadig mere tøvende med at foreslå behandling med radioaktivit jod eller operativ fjernelse af skjoldbruskkirtlen for Graves, uanset hensyntagen til alder eller hvor hyppigt det forhøjede stofskifte vender tilbage. Behandling med thionamid, hvor HPT aksen forbliver intakt, og som gør det nemmere at fortolke stofskiftestatus, er på nuværende tidspunkt et mere attraktivt udgangspunkt.
Det forholder sig ikke sådan, at jeg ikke er klar til at se bort fra vejledningerne ved at udskrive “lidt for meget” LT4 eller kombinationsbehandling, men jeg ved at en stadig stigende del af de praktiserende læger, rådgivet af vejledningerne, ikke vil acceptere mit råd.
Min store erfaring med at behandle patienter med stofskiftesygdom, større end de flestes, bliver overtrumfet af ufleksible vejledninger. En meget underlig situation at komme i. Andre gemmer sig bag vejledningerne for at nedbringe omkostningerne ved at udskrive LT3/liothyronin, som i UK koster den svimlende sum af ca. £250 for to måneders behandling med 10 μg LT3/liothyronin daglig. For de patienter, der ofte rejser rundt i Europa, er det muligt for nogle få euro at skaffe den samme mængde medicin enten i Italien eller i Grækenland.

Som jeg ser det, er der tre muligheder i behandlingen af de patienter, der er overbevist om at deres T4 behandling er utilstrækkelig:

  1. Vi kan fortsætte med det nuværende råd og blive plaget af patienter, som ikke opnår den livskvalitet, som de havde forventet – hvilket ikke er et godt udgangspunkt.
  2. Vi kan udskrive doser af T4 som resulterer i undertrykkelse af TSH, men som er forbundet med utvetydigt normale serum T3 værdier, idet jeg ikke kender til undersøgelser, der nogensinde har vist at dette skulle være en risikofaktor for hjerteflimmer eller knogleskørhed – og hvorfor skulle det også være et problem, når niveauet af det aktive hormon T3 er normalt.
  3. Vi kan udskrive en kombination af T4 og T3 og dermed sikre at TSH er normal.

Hvis mulighed nr. 3 vælges kunne antallet af potentielle patienter formentlig stimulere medicinalindustrien til at fremstille en slow-release version af T3. (og derved undgå de generende høje koncentrationer i blodet lige efter tabletten er taget).

Jeg håber, at jeg ikke skal vente lige så længe som Kong James på, at mine synspunkter accepteres.

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (3)

kolesterol

Ito Mitsuru og resten af hans forskerhold undersøgte også ændringerne i de behandledes patienters kolesterol. På langt de fleste parametre fandt de ingen ændringer.

Den eneste signifikante ændring fandt de i LDL-C i gruppen med normalt TSH. Så også her kan man sige, at tallene indikerer, at det vil være en god ide at supprimere TSH mildt for at sikre kolesterolværdier, som patienterne havde det inden operationen. I det hele taget lader det til at være en god ide at følge kolesterol, idet det er et objektivt mål for ændringer, der kan medføre helbredsproblemer på længere sigt. Kilde

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (1)

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (2)

Biokemiske markører og behandling med L-T4 (4)