Tag-arkiv: L-T3

Hvad skal der til for at få det bedre på L-T4 behandling

Jeg kom ved et tilfælde til at læse to studier: “Serum thyroid hormone balance in levothyroxine monotherapy-treated patients with atrophic thyroid after radioiodine treatment for Graves’ disease” og “Factors Contributing to High Levothyroxine Doses in Primary Hypothyroidism: An Interventional Audit of a Large Community Database”.

Det ene studie anbefaler en let undertrykkelse af TSH, for at sikre at patienterne kan vende tilbage til deres tidligere fT3 niveauer (ref. 1), og det andet studie fokuserer målrettet på hvilke faktorer, der medfører en for høj dosis af L-T4 (ref. 2).

Nu udelukker det ene ikke det andet, men det understreger, hvor vigtigt det er, at læge og patient først udelukker de forhold, der står i vejen for optagelse af medicinen. Tallene taler deres tydelige sprog:

  • 20,8% tog medicin der interagerede med levothyroxin
  • 16,8% havde problemer med at tage medicinen korrekt. (Ringe kompliance)
  • 21,8% havde komplikationer i deres mave/tarm system.

Efter korrektion af disse forhold kunne forskerne konstatere, at der var brug for en lavere L-T4 dosis.

Tilbage står der så at få dosis på plads i forhold til det niveau, der passer patienten bedst – patientens setpoint.

Den ene metode kunne være at anvende M. Ito’s metode, men der er ikke nogle af studierne, der tænker på evt. at anvende kombinationsbehandling med L-T3. Det kunne også øge fT3 uden at presse L-T4 højere op end nødvendigt.

Det er klart, at det kun skal gøres, hvis det er nødvendigt (dvs de sidste 20% der ikke er velbehandlede på L-T4 monoterapi). Og der vil opstå yderligere kompliance problemer

  1. Dr. Mitsuru Ito, Dr. Motoki Kawasaki, Dr. Hirosuke Danno, Dr. Kazuyoshi Kohsaka, Dr. Tomohiko Nakamura, Dr. Mako Hisakado, Dr. Waka Yoshioka, Dr. Toshihiko Kasahara, Dr. Takumi Kudo, Dr. Eijun Nishihara, Dr. Shuji Fukata, Dr. Mitsushige Nishikawa, Dr. Hirotoshi Nakamura, and Dr. Akira Miyauchi.Thyroid.http://doi.org/10.1089/thy.2019.0135
  2. Hannah M.A. Robertson, Anil K.P. Narayanaswamy, Olivia Pereira, Shirley A. Copland, Richard Herriot, Alistair W. McKinlay, John S. Bevan, and Prakash Abraham.Thyroid.Dec 2014.ahead of printhttp://doi.org/10.1089/thy.2013.0661

Samarbejde II. Argument 7

Overbehandling bekymrer alle endokrinologer især i forhold til atrial fibrillation og osteoporose. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at der er væsensforskel på overbehandling med L-T4 og endogent for højt stofskifte. TSH alene kan ikke anvendes i disse vurderinger – både fT4 og fT3 skal indgå i vurderingen. (efter Ref. 1)

Dette argument er et af de vigtigste i debatten om overbehandling eller underbehandling af for lavt stofskifte. Der er udgivet mange studier, der omhandler to vigtige temaer – hjerteflimmer og osteoporose – i behandlingen af for lavt stofskifte. Der er i de fleste studier ingen tvivl om at meget lavt TSH (under nederste referenceværdi) påvirker hjertet og knoglerne. Men…..

Hvor blev målingen og vurderingen af fT3 af? (T3 er det aktive hormon, der virker i vores celler) TSH er et signalhormon, der fortæller hvor meget T4 og T3, der er i vores blod. T3 udøver effekten.

Derfor er det paradoksalt at mange studier stadig fremhæver alle mulige grunde til at lade være med at måle fT3 og T3. Der er troværdige metoder til at måle T3 og fT3. (Læs eventuelt mere her: https://www.stofskiftesygdom.dk/derfor-anbefales-det-ikke-at-maale-frit-t3-i-danmark/)

Et af de helt store problemer i debatten blandt endokrinologer er fortolkningen af tallene. Måske er det selvskabt plage, fordi man ikke har fokuseret på den enkelte patients velbefindende, i stedet har lægerne fokuseret på gruppers gennemsnitstal for alle stofskiftehormonerne. Når man så ser på Index of Individuality, viser det sig, hvor uanvendelige disse gennemsnitstal er. Helt skævt går det, når lægen alene fokuserer på TSH for at påvise om patienten er syg eller rask.

Det er ikke nok at sige, at TSH ligger fint (inden for referenceværdierne). Lægen og patienten skal finde frem til den sammensætning af fT3, fT4 og TSH, der ligger tættest på patientens oprindelige set-point. For patienter behandlet med L-T4 alene (husk 80% af patienterne har det godt på denne behandling), kan et let undertrykt TSH være ideelt, ellers må lægerne ty til kombinationsbehandling med L-T3, variere dosis af L-T4 og L-T3 og på den måde finde frem til patientens set-point. Det burde være vejen frem når patienten stadig har symptomer på for lavt stofskifte.

Det er vist, at de indbyrdes forhold mellem T3, T4 og TSH er forskellige, når man sammenligner patienter behandlet med L-T4 og raske personer. Endnu en understregning af, at det er nødvendigt for lægen – i samarbejde med patienten – at finde det rette forhold mellem stofskiftehormonerne hos den individuelle patient. Det er ikke muligt at sige noget meningsfuldt om patientens tilstand alene på baggrund af TSH.

Hjerteflimmer (Atrial fibrillation) og risikoen for at den opstår kan ikke afsløres alene ved hjælp af en TSH måling.
Både for lavt og for højt fT3 kan til gengæld knyttes til hjerteflimmer.
I en befolkningsundersøgelse (Rotterdam studiet) øger et fT4 højt i normalområdet risikoen for udvikling af hjerteflimmer.

TSH værdier kan ikke sige noget om risikoen for at udvikle hjerteflimmer.

Læger er begyndt at sætte procenter på hvor meget T4 og T3 påvirker TSH. Det vil være medvirkende til at skabe forståelse for, hvad der skal til i behandlingen af for lavt stofskifte. Hvor meget L-T4 og hvor meget L-T3 skal patienten have for at nå det set-point patienten havde inden stofskiftesygdommen brød ud. Måske endda uden at undertrykke TSH?

Det er hverken ønskværdigt eller uden risiko at undertrykke TSH. Men det er nødvendigt at måle fT4 og fT3, når TSH ligger omkring den nederste referenceværdi – kun med de to tal, vil det være muligt kvalificeret at sige om patienten er overbehandlet.

Hvad er det, der sker, når lægen giver kombinationsbehandling? Patientens TSH falder – måske også under referenceværdien. Grunden er L-T3s korte halveringstid. Kort tid efter tabletten (fuld dagsdosis) er spist, oplever patienten hyppigt hurtig puls, ekstrasystoler eller ligefrem hjerteflimmer (alle tegn på overdosering). Det er det første væsentlige problem ved L-T3 behandling. Det næste er, at lægerne forsøger at undgå denne voldsomme påvirkning, ved at dele dosis over to til tre gange på en dag. Det leder til det næste problem – at det er svært at huske og indpasse medicinen i hverdagen.

Problemet med osteoporose er langt mere sammensat og der bliver jævnligt offentliggjort studier der peger i modsatte retninger så det er her som ved anden behandling nødvendigt for lægen at holde et vågent øje med om tallene ændrer sig hos den enkelte patient. Gennemsnitstallene kan ikke bruges til noget meningsfuldt.

Derfor er det vigtigt at lægen også inddrager patientens symptombillede i vurderingen af behandlingen. Det er nødvendigt at udvikle et et effektivt samarbejde hvor begge sider lytter – både patient og læge, og begge bidrager med viden og indsigt i sygdommen.

  1. Time for a reassessment of the treatment of hypothyroidism. John E. M. Midgley, Anthony D. Toft, Rolf Larisch, Johannes W. Dietrich and Rudolf Hoermann BMC Endocrine Disorders 2019 19:37 https://doi.org/10.1186/s12902-019-0365-4

Kombinationsbehandling – på vej ind i varmen?

Kombinationsbehandling har levet et omskifteligt liv. Det skriver McAninch og Bianco i en artikel offentliggjort juli 2019. (Ref 1) Fra at have været inde i varmen fra man definerede sygdommen tilbage i 1800 tallet og til engang i 1970’erne gled kombinationsbehandling ud og blev erstattet af en meget stringent enkeltstofbehandling med L-T4. Konsekvensen blev, som en stor del af patienter, der er behandlet på denne måde, oplever – en forringet livskvalitet.

De to forfattere gør opmærksom på at behandlingsvejledninger internationalt åbner for en forsigtig anvendelse af kombinationsbehandling.

Det store skridt frem er en klar anerkendelse i artiklen af, at der er patienter, der ikke er optimalt behandlet. Desuden understreger forfatterne at det er forkert at overhøre patientens tilbagemelding om forringet livskvalitet.

Desuden gør de opmærksom på at det er nødvendigt med bedre undersøgelser af kombinationsbehandling og de har forhåbninger til undersøgelser i forbindelse med en afprøvning af et nyt L-T3 produkt med en længere halveringstid.

Det er lovende at internationale forskere indser at det er nødvendigt med et tæt patientsamarbejde for at opnå den bedst mulige behandling af patienter med for lavt stofskifte.

  1. McAninch EA and Bianco AC (2019). The Swinging Pendulum in Treatment for Hypothyroidism: From (and Toward?) Combination Therapy. Front. Endocrinol. 10:446. doi: 10.3389/fendo.2019.00446

Kombinationsbehandling – europæisk anbefaling (2012)

Det har været et ønske, siden jeg læste Midgley et als artikel 2019, at finde baggrunden for de beslutninger lægerne træffer, når de behandler patienter med for lavt stofskifte. I dette indlæg har jeg taget udgangspunkt i den europæiske endokrinologiske forenings (ETA) vejledning om kombinationsbehandling af for lavt stofskifte. Det er en vejledning, der rummer mange vigtige informationer. Et af dem er at fT4, fT3 og TSH alle skal normaliseres. Der er igennem hele vejledningen en vigtig skelnen mellem “uspecifikke symptomer” og “vedvarende symptomer på for lavt stofskifte”. Denne skelnen sikrer lægen det næste skridt i udredningen: Er der anden sygdom på spil (symptomerne er uspecifikke og kan lige så godt stamme fra en anden sygdom) eller skal der justeres på medicinen (specifikke hypo- eller hyperthyroide symptomer).

På baggrund af 8 spørgsmål forsøger en gruppe europæiske endokrinologer at sammenskrive en vejledning om kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3. Der er i vejledningen en række praktiske anbefalinger, som kan lette vejen for både patient og læge i hele udredningsforløbet. (Ref. 1)

  1. Er der et uopfyldt behov i behandlingen med L-T4 blandt patienter med for lavt stofskifte?
  2. Er der et biologisk rationale for klager over vedvarende symptomer på for lavt stofskifte hos patienter med for lavtstofskifte behandlet med L-T4?
  3. Er der evidens for at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3, giver patienten en bedre behandling end L-T4 monoterapi?
  4. Er det muligt at de kliniske undersøgelser, der sammenligner kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3, ikke er målrettet den rette patientgruppe?
  5. Hvilke patienter bør komme i betragtning til kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3?
  6. Hvad er den passende dosis af kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3?
  7. Hvilke præparater kan anvendes ved kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 og hvordan skal behandlingen overvåges?
  8. Hvilke fremtidige forskningsområder er der på området?

Gruppens anbefalinger til punkt 1:

  1. Blandt patienter i behandling for for lavt stofskifte behandlet med L-T4 og med et normalt TSH forekommer psykologisk ubehag, nedsat velbefindende og kognitive forstyrrelser hyppigere end symptomerne ses i kontrolgrupperne.
  2. Data antyder, at 5-10% af patienter med for lavtstofskifte, behandlet med L-T4 og med normalt TSH har vedvarende symptomer, som kan henføres til sygdommen og L-T4 behandlingen.

Det slås fast, at på trods af et normalt TSH er der personer på L-T4, der fortsat har symptomer. Der er ingen studier, der overbevisende kan dokumentere problemets omfang – endnu. Men forskergruppen mener at 5-10% har vedvarende symptomer og nedsat livskvalitet. Desuden er der ikke studier, der klart fastslår årsagerne til de fortsatte symptomer.

Men det er vigtigt at holde fast i, at der er en betydeligt problem.

Anbefalinger til punkt 2:

  1. Forslag til forklaring af vedvarende symptomer på for lavt stofskifte hos patienter med for lavt stofskifte behandlet med L-T4:
    • accept af at man har en kronisk lidelse (uspecifikke symptomer),
    • at man har anden autoimmun sygdom,
    • skjoldbruskkirtelautoimmunitet (uden påvirkning af kirtlens funktion),
    • L-T4 behandlingen kan ikke etablere fysiologiske T4 og T3 niveauer i blod og væv.

Under dette punkt kommer forfatterne til vejledningen ind på nogle vigtige detaljer i udredningen af for lavt stofskifte.

De tager et vigtigt forbehold, nemlig at patienten med vedvarende symptomer er blevet undersøgt for andre sygdomme, som ikke er relateret til stofskiftesygdom, men kan have det samme symptombillede:
blodmangel, hypercalcæmi, skjult infektion etc.
Forfatterne understreger, at uspecifikke symptomer kan være en del af det at have en kronisk sygdom og den nødvendige, regelmæssige kontakt med sundhedsvæsenet kan være en medvirkende årsag.
Træthed fremhæves af forfatterne, som et symptom, der også fremhæves af patienter med anden kronisk sygdom.
Forfatterne til vejledningen slår også fast, at mange patienter med både kroniske endokrine og ikke-endokrine sygdomme fortæller om
vedvarende uspecifikke symptomer. Underforstået – at det kan være noget andet end stofskiftesygdom, der giver symptomerne. (Problem – ingen definerende biomarkører).

MEN der er forskel på uspecifikke symptomer og vedvarende symptomer på for lavt stofskifte. (
Læs evt denne artikel)

Dernæst fremhæver forfatterne, at når patienten har en autoimmunsygdom (Hashimotos eller opereret/jodbehandlet Graves) er der en øget risiko for anden autoimmun sygdom (Omkring 14,3% med Hashimotos og omkring 9,7% med Graves har anden autoimmun sygdom). De nævnes i følgende rækkefølge: reumatoid artrit, perniciøs anæmi, systemisk lupus erytematosus, Addison’s, cøliaki og vitiligo. Alle autoimmune sygdomme kan have et snigende forløb og kan derfor i lang tid forblive uopdagede og blot give symptomer, der måske bliver tilskrevet for lavt stofskifte.

Det anbefales at lede efter anden autoimmun sygdom hos patienter med autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom, der er plaget af uspecifikke symptomer.

Thyroid peroxidase antistoffer (TPO-Ab) fremhæves også som en selvstændig årsag til symptomer (kronisk træthed, tørt hår, kronisk irritabilitet, kronisk nervøsitet og lavere livskvalitet) Niveauet af TPO-Ab skal være over 121 kU/l. Dette får forskerne til at sige, at autoimmuniteten i sig selv giver symptomer, og at det ikke har med skjoldbruskkirtlen at gøre. (Men ved vi så om det at behandle antistofferne ned giver symptomlindring?)

Det siger sig selv, at med manglen på biomarkører for stofskiftesygdom, og ved at anvende blandede patientgrupper i undersøgelserne, bliver det meget svært at finde frem til, hvad det egenlig er, der skal til for at hjælpe patienterne – men at lave gennemsnitsberegninger, hyppigt kun på TSH, og anvende dem på patienter, der har vidt forskellige set-points mellem tre værdier, så siger det sig selv, at lægerne risikerer at komme til kort med behandlingen af de sidste 20% svært behandlelige patienter.

Optagelse af stofskiftemedicin er et reelt problem, idet optagelsen påvirkes af mad og anden medicin, når den indtages for tæt på mad eller medicinindtagelsen. Problemet om, hvor god man som patient er til at huske at tage sin medicin, skal heller ikke glemmes. Disse faktorer medvirker betydeligt til patientens velbefindende.

Et punkt, der diskuteres i artiklen, er, om det er muligt, på L-T4 monoterapi at opnå de T3 værdier patienten havde inden sygdommen opstod. Vejledningen fremhæver, at der er dokumentation for, at patienterne opnår normale fT3 værdier. (Dette udsagn er senere blevet udfordret.) Et andet problem ved monoterapi med L-T4 er, at patienten for at opnå TSH og fT3 værdier som før, har et højere fT4 niveau. Disse udsagn viser klart, at det er problematisk i en gruppe patienter at nå frem til den rette balance mellem TSH, fT4 og fT3. Som andre har fremhævet er dette et dilemma.

På trods af dette vælger forfatterne at afslutte dette afsnit med at fokusere på udredningsproceduren – patienter som generelt er utilfredse med deres sundhedstilstand får hyppigere taget deres stofskiftetal og sat i stofskiftebehandling, og dermed bliver vedvarende symptomer indregnet på et forkert grundlag – de stammer fra generel utilfredshed og ikke L-T4 behandlingen.

Dette kan kun løses ved en grundigere udredning?

Så en gang til: Hvilke symptomer på for lavt eller evt. for højt stofskifte har du?

symptomer

Anbefalinger til punkt 3:

  1. Der er ikke tilstrækkelig evidens for, at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 giver patienten, med for lavt stofskifte, en bedre behandling end L-T4 monoterapi.
  2. Det anbefales, at L-T4 monoterapi fortsat er standardbehandlingen af for lavt stofskifte.

Gennemgangen af de kliniske studier, der ligger til grund for anbefalingen, viser, at der er en meget stor variation i diagnoser anvendt i studierne, der er anvendt forskellige doser af kombinationsbehandling, hvorfor det kan være vanskeligt at drage entydige konklusioner.

På trods af at patienter foretrækker kombinationsbehandling, er forskerne stadig tilbageholdende med at anerkende dette faktum.

Anbefalinger til punkt 4:

Få data peger på at psykologisk velbefindende og præference for kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 kan være påvirket af polymorphisme (genændringer) i den kæde af ændringer stofskiftehormonerne gennemløber, inden de kan udløse deres effekt. Det gælder især transportgener og deiodinaser.

Punkt 4 gennemgår de forskellige kendte faktorer, der på den ene eller anden måde påvirker skjoldbruskkirtelhormonerne og TSH:

  • Phosphodiesterase 8B genændringer (påvirker TSH og studier antyder, at L-T4 behandling kan normaliserer TSH, uden dette er et udtryk for, at personen har opnået biokemiske værdier, der afspejler det genetiske og personlige set-point)
  • Deiodinaser
    • DIO1 – genændringer peger på ændringer i ratio mellem fT3/fT4 (det er værd at have med i behandlingen med L-T4 og muligheden for at finde patientens oprindelige set-point). Man har ikke fundet sammenhænge til psykologisk velbefindende eller til effekt af kombinationsbehandling.
    • DIO2 – genændringer her kan medvirke til psykologiske symptomer på for lavt stofskifte (mangel på T3) og patienterne oplever god effekt af kombinationsbehandling.
  • Transporter
    • OATP1C1 – et stofskiftehormon transportmedie i hjernen har muligvis indflydelse på træthed og depression, så denne ændring kan medvirke til manglende velbefindende ved L-T4 monoterapi

Deiodinaseeffektiviteten er efter 2012 blevet et emne, der skal tages i betragtning. Ikke blot er der genændringer, men der er tilsyneladende også en variation i den enkelte persons deiodinaseeffektivitet. Det har indflydelse på, hvordan stofskiftepatienter omsætter T4 til T3.

Anbefalinger til punkt 5:

  1. Det foreslås at L-T4 og L-T3 kombinationsbehandling kan anvendes som en eksperimentel behandling hos patienter, der kan overholde behandlingen med L-T4, og som stadig har vedvarende symptomer på for lavt stofskifte på trods af et TSH i normalområdet, under den forudsætning at de er blevet informeret grundigt om, at de har en livslang kronisk sygdom, og at anden autoimmun sygdom er udelukket.
  2. L-T4 og L-T3 kombinationsbehandling anbefales ikke til gravide og til patienter med hjertearrytmier.
  3. Det anbefales at kombinationsbehandlingen med L-T4 og L-T3 stoppes, når der ikke er set forbedringer efter 3 måneders behandling.

Dette afsnit er ikke baseret på videnskabelige artikler. Der er kun en henvisning til T3s hurtigt indsættende effekt som et problem hos patienter, der har problemer med hjertet.

Så forskerne står fast på en 3 måneders eksperimentel periode, hvor resultatet skal være positivt ellers er det tilbage på L-T4 monoterapi. Med deraf følgende hypothyroide/hyperthyroide symptomer.

Anbefalinger til punkt 6:

  1. Det foreslås at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 startes med en vægtratio mellem L-T4/L-T3 dosis på 13: 1 and 20: 1.
  2. Mens L-T4 kan tages 1 gang dagligt bør den daglige dosis af L-T3 deles i to doser – en før morgenmaden en inden sengetid.

I dette afsnit af anbefalingen bliver det slået fast, at det ikke er muligt at opnå tilstrækkelige T3 niveauer ved at øge L-T4 dosis, fordi stigning i T4 medfører en begrænsning i DIO2. Dette betyder, at forholdet mellem fT3 og fT4 yderligere forvrides. “Teoretisk bør stofskiftehormonbehandling ikke alene sigte mod en normalisering af TSH, men også en normalisering af fT4, fT3 og fT4/fT3 ratio.”

Disse betragtninger nævnes ikke i de 2 anbefalinger afsnit 6 afsluttes med.

Men det er vigtigt at holde fast i udsagnet om at alle tre værdier fT4, fT3 og TSH skal normaliseres

Anbefalinger til punkt 7:

  1. Da de kombinationsprodukter til behandling af for lavt stofskifte, der findes i dag, indeholder en L-T4/L-T3 dosis ratio, der er mindre end 13:1, anbefales det at anvende separate L-T4 og L-T3 tabletter ved kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.
  2. Det anbefales at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 styres af blodprøver, der tages før stofskiftemedicinen indtages om morgenen, idet der sigtes mod normale TSH, fri T4, fri T3 og fri T4/fri T3 ratio værdier.
  3. Hvis det er nødvendigt at at justere kombinationsbehandlingen med L-T4 + L-T3 for at opnå et normalt TSH, frit T4, frit T3 and fri T4/fri T3 ratio, anbefales det at kun et af komponenterne ændres, fortrinsvis L-T3.
  4. Det anbefales at behandling af for lavt stofskifte med kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 udføres i tæt samarbejde med uddannede/akkrediterede speciallæger inden for intern medicin/endokrinologi.

Igen slås det fast, at de tre værdier fT4, fT3 og TSH skal normaliseres. Hvordan lægerne vil gøre det uden at tage prøverne er uforståeligt.

Beklageligvis afvises alle kombinationsbehandlinger, der ikke har en L-T4/L-T3 ratio på mindst 13:1. Hvilket kan medføre at en lille gruppe af de vanskeligt behandlelige patienter med for lavt stofskifte holdes fra en behandling, der har været anvendt siden 1891. Behandlingen var med til at holde alvorligt hypothyroide patienter i live til langt op i 60’erne. Ligesom det hjælper en gruppe hypothyroide patienter, der ellers ikke har kunnet hjælpes, den dag i dag.

Anbefalinger til punkt 8:

  1. Forslag til fremtidig forskning:
    • (a) prospektive studier med hypothyroide patienter, der starter i L-T4 behandling, hvor man sammenligner karakteristika ved begyndelsen af behandlingen mellem de patienter, der har glæde af behandlingen, og de der ikke har glæde af behandlingen med L-T4 monoterapi.
    • (b) studier der undersøger dosis ratio af L-T4/L-T3, der kommer tættest på FT4/FT3 den koncentrationsratio, der ses hos raske personer.
    • (c) randomiserede kliniske studier der sammenligner kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 og monoterapi med L-T4 af patienter, der har genfejl i skjoldbruskkirtelhormontransportere og -deiodinaser.
    • (d) studier af L-T3 formuleringer med langsom frigivelse (slow-release).
    • (e) prospektive studier der ser på langtidseffekt og -sikkerhed af kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.

Afrunding

Som et slags svar på mit spørgsmål vidner vejledningen om et meget grundigt arbejde. Den seneste forskning er blevet inddraget (Op til 2012). Der peges på fremtidig nødvendig forskning.

Der lægges meget vægt på at lægens udredning har udelukket anden sygdom, inden patienten sættes i gang med eventuel kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.
Jeg kunne foreslå, at når patienten har vedvarende symptomer på for lavt stofskifte, undersøges skjoldbruskkirtelhormonerne nærmere med henblik på normalisering af patientens set-point med analyser af både fT4, fT3 og TSH, og når patienten fortsat præsenterer lægen for uspecifikke symptomer sætter lægen en standardiseret udredningsprocedure i gang. (Vejledningen rummer en del forslag til indhold i en sådan procedure.)

Der er en diskussion i vejledningen om hvilke forhold, der skal være mellem L-T3 og L-T4 og vejledningen slår fast, at man bør anvende en vægtratio mellem L-T4/L-T3 dosis på 13: 1 and 20: 1. Denne anbefaling bygger på en antaget risiko for overdosering med skjoldbruskkirtelhormon. Der er foretaget en del studier på kombinationsbehandling med en ratio, der er mindre end 13:1.
Et af disse studier er dansk (Ref. 2), patienterne oplever en god effekt og de har en meget høj præference for kombinationsbehandlingen frem for monoterapi med L-T4. Fordelingen i dette studie mellem L-T4/L-T3 var i gennemsnit 4:1 varierende fra 2.5:1 til 8:1. Det er interessant, idet patienter virker meget tilfredse, oplever lindring af deres symptomer og lægerne er i stand til at holde TSH stabil på samme niveau i de to grupper. Der er her tale om en undersøgelse, hvor patienten er sin egen kontrol, idet de har fået begge behandlinger i forløbet.

Det burde få lægerne til at overveje at forske meget mere i forskellige forhold mellem L-T4 og L-T3, når de skal hjælpe de sidste 20% af patienterne af med deres symptomer. (Det er iøvrigt værd at understrege at L-T4 og L-T3 ratio minder meget om den, der findes i Thyroid).

Der er ikke tvivl om at den seneste udvikling inden for matematisk bearbejdning af stofskiftetallene kan være med til at komme svært behandlelige stofskiftepatienter i møde. Midgley el als artikel er et eksempel på en indsats som stadig flere læger bør iværksætte. Der er meget at vinde og kun lidt at tabe ved at bruge alle laboratorieundersøgelserne (fT3, fT4 og TSH) og gerne anvende nyeste analysemetoder for at sikre det mest præcise målinger.

Referencer:

  1. Wiersinga W, M, Duntas L, Fadeyev V, Nygaard B, Vanderpump M, P, J: 2012 ETA Guidelines: The Use of L-T4 + L-T3 in the Treatment of Hypothyroidism. Eur Thyroid J 2012;1:55-71. doi: 10.1159/000339444
  2. Nygaard, B., Jensen, E., Kvetny, J., Jarløv, A., & Faber, J. (2009). Effect of combination therapy with thyroxine (T4) and 3,5,3′-triiodothyronine versus T4 monotherapy in patients with hypothyroidism, a double-blind, randomised cross-over study, European Journal of Endocrinology, 161(6), 895-902. Retrieved May 22, 2019, from https://eje.bioscientifica.com/view/journals/eje/161/6/895.xml


Få nu skiftet målemetode for de stofskiftepatienter, der stadig har symptomer på for lavt stofskifte

I internationale vejledninger og artikler bliver det fremhævet at for de patienter, der stadig har problemer med deres stofskifteregulering, bør lægen vælge et bredere udsnit af stofskiftetal og de bør anvende sikrere målemetoder (LC/MS/MS) – navnlig til de patienter der kommer til lægen med persisterende symptomer på for lavt stofskifte.

Underbyggende citater:

LC/MS/MS eliminerer en del af faktorer, der giver usikre stofskiftetal. Man skal blot være opmærksom på, at disse prøver tager længere tid og er dyrere. Forhåbentlig vil tilgængeligheden øge anvendelsen og nedsætte prisen på prøverne. LC/MS/MS sikrer bedre resultater i forhold til fT4 værdier og anbefales af ATA ved diagnosticeringen gravide med stofskiftesygdom. (1.)

Et problem med de T3 og fT3 målemetoder, der anvendes i dag, er at de ikke er præcise. Der er stor forskel mellem resultaterne målt ved hjælp af immunassays og LC/MS/MS og disse forskelle ses især i det nedre område, netop der hvor resultaternes præcision er meget vigtig for at kunne vurdere om patienten mangler T3. Der er teoretiske fordele ved at anvende LC/MS/MS assays og kan muligvis blive fremtidens målemetode (1.)

TSH bør ikke anvendes som enkeltstående markør i vurderingen af skjoldbruskkirtelfunktion. Vi anbefaler at TSH anvendes sammen med fT4, fT3 og TT3 målt ved hjælp af LCMS/MS. (2)

Den signifikante korrelation mellem IA(immunassay)-fT4 og albumin og TBG antyder at denne metode afhænger af koncentrationen mellem de bindende proteiner heraf følger at metoden ikke måler fT4 præcist. (3.)

Vi foreslår vurdering af stofskiftehormonniveauer ved hjælp af LC-MSMS hos de patienter, der behandles med L-T4 og som fortsat oplever symptomer på for lavt stofskifte. Dette kunne hjælpe med at finde de ca. 20% som vil have glæde af at få L-T3 til deres L-T4 behandling (Kombinationsbehandling).(4.)

  • (1)
    • Jacqueline Jonklaas, Antonio C. Bianco, Andrew J. Bauer, Kenneth D. Burman, Anne R. Cappola, Francesco S. Celi, David S. Cooper, Brian W. Kim, Robin P. Peeters, M. Sara Rosenthal, and Anna M. Sawka.Thyroid.Dec 2014.ahead of printhttp://doi.org/10.1089/thy.2014.0028
  • (2)
    • Sheikh SI, Parikh TP, Kushchayeva Y, Stolze B, Masika LS, Ozarda Y, et al. TSH Should not be used as a Single Marker of Thyroid Function. Annals Thyroid Res. 2018; 4(2): 151-154.
  • (3)
    • Inverse Log-Linear Relationship between Thyroid-Stimulating Hormone and Free Thyroxine Measured by Direct Analog Immunoassay and Tandem Mass Spectrometry. – Hendrick E. van Deventer, Damodara R. Mendu, Alan T. Remaley, Steven J. Soldin Clinical Chemistry Jan 2011, 57 (1) 122-127; DOI: 10.1373/clinchem.2010.154088
  • (4)
    • Welsh, K. J., & Soldin, S. J. (2016). DIAGNOSIS OF ENDOCRINE DISEASE: How reliable are free thyroid and total T3 hormone assays?. European journal of endocrinology, 175(6), R255-R263. doi: 10.1530/EJE-16-0193

Kombinationsbehandling eller ej?

I en statusartikel i Ugeskrift For Læger i 2018 skriver en række danske endokrinologer om, hvad der på nuværende tidspunkt vides om behandling af for lavt stofskifte med kombinationsbehandling. Hovedoverskrifterne er:

  • HISTORISK SET – HVORFOR DENNE INTERESSE FOR TRIJODTHYRONINBEHANDLING?
  • HVAD TALER IMOD BEHANDLINGSEFFEKT AF AT KOMBINERE SYNTETISKE TRIJODTHYRONINPRÆPARATER MED SYNTETISKE THYROXINPRÆPARATER?
  • HVAD TALER FOR BEHANDLINGSEFFEKT AF AT KOMBINERE SYNTETISKE TRIJODTHYRONINPRÆPARATER MED SYNTETISKE THYROXINPRÆPARATER?
  • MULIGE ÅRSAGSMEKANISMER FOR BEHANDLINGSEFFEKT AF SUPPLERENDE BEHANDLING MED SYNTETISKE TRIJODTHYRONINPRÆPARATER
  • EVIDENS FOR ANVENDELSE AF UDTRÆK FRA THYROIDEAKIRTLER FRA DYR
  • KONSEKVENS VED KOMBINATIONSBEHANDLING MED SYNTETISKE TRIJODTHYRONINPRÆPARATER OG SYNTETISKE THYROXINPRÆPARATER
  • MÅLING AF FRIT TRIJODTHYRONIN I BLODET
  • ANBEFALINGER OG GUIDELINES
  • KONKLUSION

Artiklen gennemgår en del af den nuværende viden om disse forskellige forhold.

I gennemgangen af hvad der taler for og imod kombinationsbehandling slås det fast, at der for begge synspunkter mangler slagkraftig dokumentation. Det fremhæves, at patienterne foretrækker kombinationsbehandling.

Ved gennemgangen af årsagsmekanismer påpeges det, at der sker en forskydning af forholdet mellem TSH og ratio mellem T3/T4. Desuden påpeges det, at man generelt er ved at finde ud af om:

  • L-T4 medicinering medfører en nedregulering af deiodinaseaktivitet
  • om det er en genfejl, der påvirker deiodinaseaktiviteten og
  • patienter, der var i behandling med L-T4, havde lavere livskvalitet end dem, der ikke var i behandling med L-T4 (kilde)
  • Samtidig havde denne gruppe større effekt af kombina-tionsbehandling med L-T3 (kilde)

Der mangler stadig studier, der opfylder kravene – indtil da må mange patienter leve med at have symptomer på for lavt stofskifte, selv om de efter deres laboratorietal er euthyroide.

Anvendelse af tørrede grisekirtler bliver hurtigt afvist i denne statusartikel alene på baggrund af den ufysiologisk høje T3/T4 ratio.

Der er en del årsager til at endokrinologer er tilbageholdende i forhold til at ville anvende kombinationsbehandling:

  • Overdosering
    • Atrieflimren/tidlig død
    • Osteoporose/hoftefraktur
    • Demens
    • Risiko for udvikling af brystkræft

Men i et studie hvor der blev givet rent T3, så man ingen af disse komplikationer, men alene en risiko for øget brug af antipsykotika.

Konklusionen i statusartiklen:

De foreliggende data tyder på, at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 kan have klinisk effekt hos en lille undergruppe af patienter, skønsmæssigt 5-10%, og kan anvendes uden risiko, hvis overbehandling undgås.

Hvem er interesserede i at udføre de nødvendige klinisk kontrollerede forsøg, der kræves? (Fund raising?)

I 2017 blev der udgivet en interessant artikel, som burde være citeret i denne sammenhæng – titlen var

Biochemical Markers Reflecting Thyroid Function
in Athyreotic Patients on Levothyroxine Monotherapy

THYROID
Volume 27, Number 4, 2017
Mary Ann Liebert, Inc.
DOI: 10.1089/thy.2016.0426

In conclusion, the serum biochemical markers of thyroid
function in patients on LT4 following total thyroidectomy
demonstrated, apparently for the first time, that in humans,
the patients with mildly suppressed TSH levels were closest
to euthyroid, whereas those with normal TSH levels were
mildly hypothyroid, and those with strongly suppressed TSH
levels were mildly hyperthyroid. These data may provide
novel information on the management of patients following
total thyroidectomy for thyroid cancer or benign thyroid
disease.

Dette studie viser, at der er en forskydning i T3 og T4 værdierne i forhold til deres preoperative T3 og T4 værdier (patienterne blev opereret for cancer i deres skjoldbruskkirtel). Hvilket kunne indikere at en fuldt fungerende skjoldbruskkirtel leverer hormoner i et omfang, det ikke er muligt at genskabe på L-T4 behandling (som det bliver demonstreret i diverse rotteforsøg.)

Et andet interessant studie der kunne have været refereret er dette:

Effects of Long-Term Combination LT4 and LT3 Therapy for Improving Hypothyroidism and Overall Quality of Life
Anam Tariq, DO, Yijin Wert, MS, Pramil Cheriyath, MD, Renu Joshi, MD Pages: 363-369 DOI: 10.14423/SMJ.0000000000000823 Volume: 111 Issue: 6 June, 2018

Konklusionen på dette studie er:

This is the only retrospective study reported to use long-term (mean 27 months) thyroid replacements with combination therapy and to compare between the two forms of therapy: synthetic and natural. For patients undergoing either therapy, we did not identify additional risks of atrial fibrillation, cardiovascular disease, or mortality in patients of all ages with hypothyroidism.

På den seneste ATA kongres – 2018 blev der forelagt en interessant poster, som i den ophedede danske debat om behandling af patienter med Thyroid – kunne mane til eftertanke:

Endelig kunne der være grund til at grave lidt dybere i baggrunden for denne posters konklusioner (Dette får forskerne til at antage, at jo mindre aktivt skjoldbruskkirtelvæv patienten havde tilbage, desto lavere var deres D2 aktivitet, hvilket medførte en nedsat evne til at omsætte T4 til T3):

For at slutte af med noget positivt bliver det interessant at følge udviklingen i de forskellige nedbrydningsprodukter af T3, det vil sige – T2, T1AM og formentlig flere. Hvilke effekter har de, som man endnu kun er ved at ane betydningen af – hvordan påvirker nedbrydningsprodukterne de komplicerede feed-back og feed-forward mekanismer, der foregår i reguleringen af stofskiftehormonerne?

Kombinationsbehandling – hvem skal vi behandle?

“Management of hypothyroidism with combination thyroxine (T4) and triiodothyronine (T3) hormone replacement in clinical practice: a review of suggested guidance.”

Dette er en meget sober og eftertænksom artikel, der går lige til benet: Der er personer som ikke opnår den fulde effekt af deres behandling for for lavt stofskifte. Artiklen gennemgår stille og roligt dokumentationen for virkninger og bivirkninger ved monoterapi med L-T4, kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 og Thyroid.

I artiklens konklusion slås det fast, at der bør gennemføres kliniske undersøgelser for den gruppe af patienter, der stadig har symptomer trods tilstrækkelig L-T4 behandling. Det bliver slået fast, at både i de amerikanske og europæiske vejledninger er der foreslået en række grunde til, at nogle patienter ikke føler, de er velbehandlet på monoterapi med L-T4. Samme vejledninger foreslår ligeledes at L-T3 forsøgsvis kan afprøves i denne patientgruppe.

Artiklens forfattere gennemgår så de kliniske studier, der på den ene eller anden måde dokumenterer forskelle i L-T4 behandlede patienters og forsøgsdyrs laboratorieværdier. De gennemgår de ca 13 offentliggjorte studier, der sammenligner L-T4 monoterapi med kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3, og det ene studie der er gennemført, hvor Thyroid er sammenlignet med L-T4 monoterapi. Det, der er resultatet, er at forskerne ikke kan finde nogle signifikate forskelle på typerne af behandling. Derfor kan de heller ikke sige, at der er en god grund til at anbefale den en type behandling over den anden. Patienter foretrækker Thyroid behandling frem for monoterapi med L-T4.

Det foreslås derfor, fordi både ATA og ETA (de amerikansk og europæiske selskaber for endokrinologi) anerkender, at der er en gruppe patienter, der ikke er velbehandlede på L-T4 monoterapi, at der foretages en sammenligning mellem de tre typer behandling, for at sikre klare beviser for fordele og ulemper ved de enkelte behandlingstyper.

I resten af artiklen gennemgås en række faktorer, som lægerne skal tage i betragtning, inden de går i gang med at forsøge kombinationsbehandling:

  • Er der tale om skjoldbruskkirtel dysfunktion
  • er den rette dosis L-T4 anvendt
  • udeluk anden sygdom
  • vær opmærksom på psykologisk sygdom

Herefter gennemgås minutiøst hvordan en undersøgelse kan bygges op.

Så danske endokrinologer begrænser behandlingsudbudet, mens internationale endokrinologer tager patienten alvorligt og anerkender, at der er et problem, som bør løses.