Tag-arkiv: individuel behandling

Samarbejde. Argument 6.

Metaanalyser af effekten af kombinationsbehandling viser ingen effekt. Årsagen skal findes i opbygningen af undersøgelserne, ofte er der mange grupper (athyrotiske, Hashimotos og andre med lavt stofskifte) af sygdommen med i undersøgelsen. Det kan give et mudret billede og skjule både behandlingssucces eller behandlingsfejl. Derfor anbefales det, at bygge nye undersøgelser op, så de afspejler behandlingseffekt både på gruppeniveau og på det individuelle niveau. Ref. 1.

Det viser sig, at vi nu har nået et nyt niveau af indsigt på det statistiske område. Så hvad vi før troede var rigtigt, viser sig at være forkert fortolket. Hvilket betyder at tidligere tiders studier skal fortolkes med meget stor forsigtighed eller helt omfortolkes.

Studierne har forskellige skønhedsfejl:

  • vurdering af livskvalitet bygger på forskellige og mindre egnede metoder, (der er nu udviklet et nyt instrument, som kan være en mulighed ved vurderingen i fremtidige studier).
  • Index of individuality – et udtryk for en ringe overensstemmelse mellem gruppereferenceintervaller og personlige laboratorieværdier. Dette tages der ikke hensyn til.
  • Simpsons paradoks kan opstå, når resultater fra forskellige patientgrupper blandes (Hashimotos, kræftopererede og jodbehandlede Graves). Her er det vigtigt, at der redegøres for behandlingseffekten for hver af grupperne.

En af grundene til at blande patientgrupper kan være at skaffe patienter nok til at opnå statistisk sikre resultater. Men det burde være logisk at dette giver utilfredsstillende resultater for alle tre grupper af patienter. (Læs eventuelt videre i ref. 2.)

Middelmådige studier danner grundlag for en middelmådig behandling af patienter med vedvarende symptomer på for lavt stofskifte. Dette er ikke blot et dansk, men et internationalt fænomen. Stadig flere studier baseret på nye og professionelle metoder vil forhåbentlig kunne øge interessen for en individuel behandling i denne patientgruppe fremover.

På andre områder indenfor lægevidenskaben er man et stykke videre, idet man har indset, at det kan være et stort problem, når læger generaliserer baseret på gruppereferenceintervaller, når der beviseligt er et snævert personligt referenceinterval.

Dette er endnu et godt argument for, at patientens vedvarende symptomer på for lavt stofskifte tages med i samarbejdet om udarbejdelsen af en realistisk behandlingsplan.

Referencer:

  1. Time for a reassessment of the treatment of hypothyroidism. John E. M. Midgley, Anthony D. Toft, Rolf Larisch, Johannes W. Dietrich and Rudolf Hoermann BMC Endocrine Disorders 2019 19:37 https://doi.org/10.1186/s12902-019-0365-4
  2. Rudolf Hoermann, John E. M. Midgley, Rolf Larisch, and Johannes W. Dietrich, “Lessons from Randomised Clinical Trials for Triiodothyronine Treatment of Hypothyroidism: Have They Achieved Their Objectives?,” Journal of Thyroid Research, vol. 2018, Article ID 3239197, 9 pages, 2018. https://doi.org/10.1155/2018/3239197.

Levothyroxine og osteoporose

Et tyrkisk studie slår fast, at der ikke i en 4-årig behandlingsperiode er signifikante ændringer i knogletætheden hos euthyroide levothyroxinbehandlede og kontrolgruppen.

We found no significant difference in lumbar BMD values between patient and control group suggesting that levothyroxine treatment have no effect on PMOP in Turkish population.
KILDE  Erciyes Med J 2018 • DOI: 10.5152/etd.2018.17065
Studiet rejser spørgsmålet – hvis patienten er velbehandlet, er der så øget risiko for at udvikle osteoporose.
Et tidligere tysk studie slog fast (KILDE), at der er en øget risiko for at udvikle osteoporose blandt patienter behandlet med levothyroxin. Her var der ikke adgang, pga undersøgelsens design,  til patienternes stofskiftehormondata, hvilket i modsætnigt til det tyrkiske studie gør det lidt vanskeligt at sammenligne deres resultater. Der bliver ikke redegjort for over/underbehandling.
Som det fremgår af rigtigt mange undersøgelser om dette emne er der ikke den store enighed. Igen ser vi undersøgelsesresultater der stritter i alle retninger med det resultat at der ikke rigtig er nogen der ved hvad der sker ved behandling med stofskiftehormoner. Faktum er at der er ikke studier der kan fortælle os det på grund af de store individuelle forskelle i årsagen til for lavt stofskifte og det medfører igen at det er nødvendigt med et individualiseret behandlingsforløb. Hvor lægen omhyggeligt følger de væsentlige parametre og justerer doseringen af stofskiftemedicin på baggrund af patientens tilstand.