Tag-arkiv: højt stofskifte

TSH – og husk at lytte til patienten

Der er ingen tvivl om, at TSH  har betydet meget for diagnostiseringen af stofskiftesygdom. Både godt og skidt. Skidt fordi det har flyttet fokus fra patienten til laboratoriesedlen, som den eneste sandhed om patientens tilstand.

Overraskelsen kommer så lidt senere for omkring 20 år siden, hvor en skarpsindig amerikansk endokrinolog ikke kan få tallene til at passe. Der er noget galt med laboratorieværdierne og patienternes reaktioner på levothyroxin.

Løsningen kommer relativt kort tid efter, idet andre specialister begynder at kigge på måleusikkerheder med de traditionelle og FDA godkendte målemetoder, der viser sig at have meget store udsving. Det kan være svært at sammenligne tallene fra et laboratorie til et andet og mellem de forskellige målemetoder.

Dette forværres af det faktum at usikkerhederne er størst i yderområderne netop der, hvor lægen træffer beslutningen om behandlingen. De publicerer i 2016 en artikel:  “How reliable are free thyroid and total T3 hormone assays?” og deres resultater er ikke til at tage fejl af. De foreslår nemlig:

” at stofskiftehormonerne undersøges ved hjælp af en analysemetode, der forkortes LC-MSMS (ultrafiltration – liquid chromatography-tandem mass spectrometry) hos de patienter, der fortsat oplever symptomer på for lavt stofskifte ved behandling med levothyroxin som monoterapi. Det kunne være med til at finde de omtrent 20% af patienter, der ville kunne have gavn af kombinationsterapi me liothyronin (T3).”

Senere i artiklen fremsætter de følgende påstand:

“De amerikanske sundhedsmyndigheder FDA er delvis ansvarlige for dette, da de har godkendt de analysemetoder, der anvendes ved målingen af alle tre værdier og samtidig undlod at undersøge om de resultater disse analysemetoder gav, var i overensstemmelse med TSH eller patientens kliniske tilstand.”

De refererer herefter til en af deres egne artikler publiceret 3 måneder tidligere (LINK).

I 2018 udgiver de så endnu en artikel om usikkerheden ved analysemetoderne af stofskiftehormomer. Jeg har omtalt denne artikel tidligere:

Hvor præcis er TSH målingen

Der er også udgivet en oversigtsartikel om stofskiftemålemetoder i det 21. århundrede: Thyroid hormone testing in the 21st century

Et kort citat fra denne artikel: “Immunoassaays bruges normalt på grund af at de er nemme at anvende og er lige ved hånden, men de har en begrænsning i deres nøjagtighed. Ultrafiltration er meget mere specifik men kræver langt mere arbejde og har høje omkostninger til udstyr” (“Immunoassays are most commonly used due to their ease and availability, but are limited in their accuracy. MS assays are much more specific, but are laborious with a high machine cost.”)

Der er nu rejst begrundet tvivl om analysemetodernes nøjagtighed – er det så tidspunktet, hvor lægerne både tager de nødvendige laboratorieværdier OG lytter til patienten?

For at sikre en optimal behandling.

 

Skjoldbruskkirtelsygdom sætter spor i hjernen

Oversat (med tilladelse) fra det svenske Skjoldbruskkirtel Forbund “Sköldkörtelsjukdom sätter spår i hjärnan”

 

Hvert år rammes ca 2.100 personer i Sverige, primært kvinder, af Graves sygdom – en autoimmun sygdom som giver forhøjede værdier af skjoldbruskkirtelhormonerne. Op mod en tredjedel af patienterne oplever selv efter normalisering af deres laboratorieværdier, problemer i hverdagen som at holde mange bolde i luften, at være trætte, at have svært ved at huske og en øget tendens til stress. Forskere på Saklgrenska Universitetshospital er netop nu igang med forskning, der skal påvise hvordan hjernen påvirkes hos kvinder med Graves. 

Jennifer Jaffa Williams fik sin diagnose for fyrre år siden og har stadig vedvarende symptomer, som hun godt kunne tænke sig hjælp til.

– Sundhedsvæsenet slipper én, som var man en kogende kartoffel, når der ikke findes flere lægemidler at give. Vi må kræve at lægerne tager sig mere sammen og lytter til patienten. For hvordan det så end er, så kender man sin egen krop og ved med sikkerhed, når der er noget, der ikke stemmer.

Den dag i dag er der stadig eftervirkninger, der påvirker Jennifers liv meget. Den mindste smule stress, anstrengelser eller dårlig søvn medfører, at hun begynder at glemme og bliver fysisk syg med hjertebanken og rysteture. Det udgør et stort problem i en hverdag, hvor der er mange ting, der skal holdes styr på, når man har både job og familie.

Forskning på Sahlgrenska

Helena Filipsson Nyström, universitetssygehusoverlæge på Sahlgrenska Universitetssygehus og docent docent på Sahlgrenska Akademin, og hendes forskergruppe undersøger for tiden hvordan Graves påvirker hjernen. De mener det er nødvendigt at kortlægge hvad der sker i hjernen når patienten har Graves, for derefter at kunne udvikle specifikke behandlinger.

Forskerne anvender forskellige undersøgelsesmetoder som magnetkameraundersøgelser til at måle volumen af centrale dele af hjernen, blodgennemstrømningsmålinger i pandelapperne, desuden anvendes psykologiske undersøgelser af livskvaliteten. Ud over en patientgruppe indgår der også en kontrolgruppe, så det bliver muligt at sammenholde patientens resultater med raske personers resultater.

-Vi ved ikke, hvorfor nogle patienter får kroniske problemer, når andre ikke oplever dette. Måske handler det om en genetisk sårbarhed eller autoimmuniteten i sig selv. Der findes også forskning, der viser at psykiske sygdommer er hyppigere hos de patienter, der får Graves, både før og efter diagnosen, siger Helena Filipsson Nyström.

Helenas forskergruppe har præsenteret foreløbige resultater fra deres studie, Cogthy-studiet på en konference for forskning i skjoldbruskkirtelsygdomme og de planlægger at udgive resultater fra studiet senere i år og flere igen til næste år.

I fremtiden håber Helena at de med støtte til deres forskning vil kunne tilbyde en behandling af problemerne, men der er meget forskning, der skal gennemføres inden, der foreligger nye behandlingsmetoder.

Stofskiftebehandling – tid til eftertanke – internationalt

I denne måned – juli 2018 – er der udgivet tre studier, der alle peger på, at det er meget nødvendigt at tage den nuværende behandling af for lavt stofskifte op til revurdering.

Det første studie tager fat på, at undersøge de eksisterende TSH og øvrige stofskiftetals nøjagtighed. Der etableres en nyt begreb – biokemisk for lavt stofskifte – kendetegnet ved at patienten har normale værdier, men stadig føler sig utilstrækkeligt behandlet. En ny målemetode kan afsløre, at der kan være tale om for lavt stofskifte.

Hvor præcis er TSH målingen

Det næste studie tager fat på det ældgamle og ganske uetiske problem, at fordi det er en kvindesygdom, skal behandlingen nok findes i det psykiatriske område. Set i det lys er det godt at stadig flere forskere leder efter målinger, der objektivt kan vise om patienten har for lavt stofskifte.

Er det bare hysteri

Det tredje studie i rækken fremsætter en grundig og kvalificeret kritik af de sammenlignende undersøgelser mellem T4 og kombinationsbehandling med T4/T3. En kritik der antyder, at der ikke gives kombinationsbehandling i et større omfang på grund af konklusioner fra studier, der ikke var designet godt nok til at kunne danne grundlag for så vidtrækkende begrænsninger i brugen af kombinationsbehandling – selv om det i praksis viser sig at rigtigt mange er godt hjulpet uden at få alvorlige bivirkninger. Der må og skal gennemføres kvalificerede undersøgelser til gavn for lægerne og patienterne.

Afspejler sammenlignende stofskiftestudier patientens virkelighed

Hvor stiller det så dansk forskning i stofskiftesygdomme? Hvordan skal vi fortolke, at et så vigtigt instrument som frit T3, stort set er blevet gjort utilgængeligt i Danmark?

Afspejler sammenlignende stofskiftestudier patientens virkelighed

Igen et spændende studie fra en tysk forskergruppe, undersøger det videnskabelige grundlag, der er for især kombinationsbehandling med T3. De tager udgangspunkt i det faktum at monoterapi med T4 er den veldokumenterede standard, men, og der er et stort men, slår de fast – igen – at der er en betydelig del af patienter i behandling for for lavt stofskifte, der ikke er velbehandlede. Derfor undrer forskerne sig over, at kombinationsbehandling ikke anvendes til at hjælpe disse patienter.  Der ses en uenighed om årsagen – skyldes patientens utilfredshed med behandlingen blot faktorer, der ikke har med selve sygdommen at gøre (at have en kronisk sygdom, at leve med en invaliderende sygdom eller overvægt)? Eller er det, som andre har foreslået, at T4 behandling ikke er nok til at begrænse patientens negative symptomer. Uanset hvad består problemet, og har gjort det i årtier.

Derfor tager forskerne fat på at analysere, hvad det er, der står i vejen for at udbrede brugen af kombinationsbehandling med T4/T3 og for dem er der 3 faktorer, der springer i øjnene:

  1.  På T4 behandling er fT3 lavere end hos raske
  2. På T4 behandling er det nærmest umuligt at opnå normale stofskiftetal ude i vævene. (Udsagn baseret på dyreforsøg, da de ikke kan gennemføres på mennesker)
  3. Der er en markant forskel på laboratorieværdierne hos patienter og hos raske.

Ren T4 behandling kan ikke give patienterne den livskvalitet, som raske personer har.

Hvad har forskerne lært når de ser tilbage på historien om stofskiftebehandling? Det står lidt hen i det uvisse, men det virker underligt, at lige pludselig blev ren T4 behandling standardbehandlingen – uden der nogensinde blev foretaget sammenlignende studier mellem naturlige stofskiftehormoner og T4. Hvad angår T3 behandling som kombination med T4, er det et velkendt faktum, at fordi T3 har en kort halveringstid og er yderst potent, så er det et produkt, der er svært at håndtere, men med omhyggelighed er det muligt.

Forskerne tager herefter fat på at analysere opbygningen af de klininske studier og påpeger en række betydelige svagheder i disse tidlige sammenlignende studier af T4 og kombinationsbehandling med T3/T4. De fremhæver omhyggeligt svaghederne i de gamle studier og slår fast, at det er nødvendigt at øge kvaliteten af de fremtidige studier, der sammenligner effekten af de to typer medicin. De fremhæver klare metodefejl og en tungtvejende kritik er at tidligere studier ikke anvender homogene patientgrupper, men blander dem med det resultat at resultaterne måske er fejlvisende. De opfordrer derfor til at undersøgelser skal foretages på patientgrupper hvor man for eksempel ikke blander patienter med autoimmun thyroiditis, og patienter der har haft kræft i skjoldbruskkirtlen, da de ikke har det samme kliniske udgangspunkt.

Forskerne tager også fat på diskussionen om forskellen på randomiserede kliniske forsøg og den praktiske hverdag lægen står i, når patienten skal behandes. Som det fremhæves er randomiserde forsøg ikke de bedste til at vejlede lægen til at møde patientens  individuelle behov (og slet ikke hvis resultatet delvis er funderet på en anden eller en blandet patientgruppes data). De klassiske områder i forbindelse med T3 behandling gennemgås kritisk – hjerteflimmerrisiko, depression og knogleskørhed – og det slås fast, at data skal fortolkes med stor forsigtighed. Deres bekymring over kvaliteten af tidligere studier får gruppen til at foreslå at studier af effekten af stofskiftebehandling skal underlægges et vægtigt internationalt anerkendt offentligt organ – de nævner selv FDA.

Det, der står tilbage for forskergruppen, er med syvtommersøm at slå fast, at der mangler troværdige markører for stofskiftesygdom. Når forskere skal gennemføre kliniske undersøgelser foretrækker, de markører som ikke er påvirkelige. De nævner en række, der endnu ikke er blevet testet, men som kunne være interessante kandidater.

Som efterhånden mange nye artikler om behandling af for lavt stofskifte har peget på, er det nødvendigt, at lægerne ikke forlader sig på ældre undersøgelser med tvivlsomme konklusioner, men i stedet genoptager den velkendte disciplin – at behandle stofskiftepatienten indtil symptomerne er minimerede eller helt væk – med de midler der er til rådighed – kombinationsbehandling med T4/T3 eller naturlige stofskiftehormoner. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege at TSH ikke kan fortælle tilstrækkeligt præcist om patienten er velbehandlet – mange af dem har stadig symptomer fra et biokemisk for lavt stofskifte.

KILDE: Rudolf Hoermann, John E. M. Midgley, Rolf Larisch, and Johannes W. Dietrich, “Lessons from Randomised Clinical Trials for Triiodothyronine Treatment of Hypothyroidism: Have They Achieved Their Objectives?,” Journal of Thyroid Research, vol. 2018, Article ID 3239197, 9 pages, 2018. https://doi.org/10.1155/2018/3239197.

Det har patienterne vidst længe

Når lægen lytter og søger en løsning

Kombinationsbehandling virker godt uden at give problemer

Er det bare hysteri

En amerikansk forskergruppe har taget et vigtigt tema op i debatten om behandling af for lavt stofskifte – nemlig den skævhed, der opstår i behandlingssystemet, når sygdommen primært rammer kvinder.

Historisk set påpeger de, at der tidligt i stofskiftesygdommens historie blev fremsat teorier om at kvinder med for lavt eller for højt stofskifte opførte sig hysterisk. Senere er det blevet påvist at en stor del af forklaringen kunne findes i et ubehandlet stofskifte ude af balance.

Forskerne påpeger også det klare dilemma, der er opstår, når en del af symptombilledet er psykisk betonet og at psykiske problemer også ses hyppigere hos kvinder end mænd. Men der er ingen vej uden om dilemmaet, end at henvise patienten til yderligere udredning, når man som læge har en mistanke om eventuelle andre sygdomme – ellers må man gøre sig yderligere anstrengelser for at behandle stofskiftet. (Her har mange undersøgelser vist, at der er muligheder for forbedringer – øge T4 dosis, tilføje syntetisk T3 og hvis alt andet glipper, bruge naturlige stofskiftehormoner f.eks i form af Thyroid).

Forskerne bemærker at der ikke er nogen dokumentation af hverken omfang eller betydningen af denne skævhed – men at der skal tages fat på undersøgelser der kan dokumentere og dermed ændre forskelsbehandling mellem mænd og kvinder.

Kilde: Elizabeth A McAninch, Jennifer S Glueck, Antonio C Bianco; Does Sex Bias Play a Role for Dissatisfied Hypothyroid Patients?, Journal of the Endocrine Society, https://doi.org/10.1210/js.2018-00169

TSH – hvor ligger du og hvor ligger doktoren?

 

Stofskiftesygdom – øget risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet

I september 2014  blev der offentliggjort et dansk studie, der viste, at stofskiftepatienter har en langt højere risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet end raske personer i en kontrolgruppe. Især det første år, efter diagnonsen er stillet, er patienten særlig sårbar. Senere i forløbet virker det som om risikoen er mindre for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet – hypotesen er at stofskiftebehandlingen forbedrer patienternes helbred. De patienter, der er mest udsatte for at miste kontakten til arbejdsmarkedet, er patienterne der har for højt stofskifte som udgangspunkt. (Patienterne er grupperet efter deres stofskiftediagnose, på det tidspunkt sygdommen blev opdaget). KILDE

Studiet peger på, at stofskiftesygdom er en sygdom, der griber voldsomt ind i den ramtes hverdag. Det er en sygdom forbundet med en betydelig forringet livskvalitet.

Samtidig er det en sygdom, hvor lægerne påstår, at de har fundet den helt rette behandling alene baseret på syntetisk medicin – levothyroxin.

Endelig er det et stort samfundsøkonomisk problem at en meget stor befolkningsgruppe sætte udenfor arbejdsmarkedet på grund af et medicinsk snævertsyn.

Det er himmelråbende besynderligt at læger ikke for længst vælger at følge internationale behandlingsalgoritmer:

  • Vælg en dosis LT4 der virkelig sætter TSH ned i den nederste del af normalområdet.
  • Virker dette ikke så forsøg med LT3 i kombination med LT4
  • Endelig når alt er forsøgt så forsøg med Thyroid

Det siger sig selv, at hele vejen igennem dette forløb udredes patienten grundigt for at sikre, at der ikke er andre muligheder for problemer.

Desuden uddannes patienten løbende i sin egen sygdom, så fejlmedicinering etc. undgås. Det har igen og igen vist sig, at når lægen engagerer sig i patienten og dennes problemer, opnåes det bedst mulige resultat. En viden de fleste endokrinologer burde have med fra diabetesambulatoriet. Så at stofskiftesygdom er en besværlig sygdom at udrede og behandle hos ca. 20% af patienterne er ikke patientens skyld – men samspillets skyld – samspillet mellem læge og patient.

Frakturrisiko og levothyroxin dosis

Et nyt koreansk studie viser, at der er en øget risiko for knoglefraktur, både når man har for højt og for lavt stofskifte – når man undersøger personer, der har fået opereret deres skjoldbruskkirtel bort. De mener, der er en j-formet risikokurve. Studiet tyder i øvrigt på, at et let supprimeret stofskifte nedsætter risikoen for at udvikle frakturer. KILDE

Dette ligger i tråd med dette studie: LINK

Stofskiftesygdom – vær opmærksom på tegnene

Der er mange tegn på stofskiftesygdom. De hyppigst forekommende kan ses i skemaet nedenfor. Jeg har fremstillet skemaet, fordi det er nødvendigt gennem sin behandling at være opmærksom på eventuelle fremskridt – eller mangel på samme. Udgangspunktet for skemaet er altså at registrere fremskridt. Når de så ikke opnås, kan man tage udgangspunkt i et konkret emne og præsentere sin læge for problemet med at symptomerne ikke er forbedret under den igangsatte medicinering. Ligesom der kan tages en diskussion om årsagen til, at du ikke har opnået et tilfredsstillende resultat – endnu.

 For højt  For lavt  Efter
behandling
 Nuværende
situation
 Bemærkninger
 Menstruation  Forsvinder eller uregelmæssige  Forsvinder eller uregelmæssige
 Vægt  Faldende  Stigende
 Træthed/
mgl. styrke
 gælder for begge patientgrupper
 Kognitive problemer søvnløshed, nervøsitet og humørsvingninger reduceret hukommelse, koncentrations-problemer, udmattet, tanker kører langsomt,
når ikke det samme som før
 Varme/kulde
intolerant
 varme  kulde
 Fordøjelsen  øget  reduceret

Jeg har desuden i det dokument du kan printe ud nedenfor, lagt flere tomme felter ind – men det er sikkert en god strategi at fokusere på det/de (to tre) værste symptomer.

Jeg har lagt et link til et pdf dokument her som du kan printe ud og løbende udfylde
pdf dokument

Synes du, der er noget der skal tages med i skemaet, som alle kan have glæde af, redigerer jeg det gerne. Brug kommentarfeltet

Det er vigtigt at informere patienten korrekt

For nylig lagde jeg et link til en interessant artikel forfattet af bl.a. A. Bianco. Konklusionen på studiet var i grove træk, at der er en del patienter, der ikke vil opleve normale laboratorieværdier ved behandling med ren T4. I et interview med Medscape fremhæver A. Bianco igen:

“I betragtning af hvor udbredt anvendelsen af T4 er, har disse vedholdende symptomer alvorlig klinisk betydning. Læger skal diskutere dette med patienten og forklare de begrænsninger, der er ved T4 behandling, i stedet for at sige at alt vil blive normalt. Dette er i særdeleshed vigtigt, når patienten lider af anden stofskiftesygdom og overvejer behandling, der betyder evt. total fjernelse af skjoldbruskkirtlen eller brug af radioaktiv jod, hvilket for begge indgrebs vedkommende vil medføre for lavt stofskifte.”

Link til kilde

Behandling af for højt stofskifte med radioaktivt jod med henblik på at reducere risikoen for efterfølgende at få for lavt stofskifte

I Kina rammes ca. 3% af befolkningen af for højt stofskifte (30.000.000 mennesker!). De fleste af disse personer bor i landdistrikter hvor livslang behandling med levothyroxin er problematisk. Derfor har kinesiske læger forsøgt at optimere behandlingen af Graves med radioaktivt jod. På baggrund af en række vurderingskriterier har man fordelt patienterne i forskellige behandlingsgrupper. Patienterne er derefter fulgt i 12 år. I en gruppe (nr. 3) var resultatet, at efter 12 år havde 72% normalt stofskifte, 6% havde fortsat for højt stofskifte mens 22% fik for lavt stofskifte. Kilde

Ved en grundig udredning baseret på markante kliniske tegn på Graves, lader det til, at de kinesiske læger kan justere den radioaktive jodbehandling, så der ikke er så mange patienter, der får for lavt stofskifte.