Tag-arkiv: Eltroxin

Se patienten ikke TSH

Citat fra Stofskiftesupports Facebook-side:

“Vi sagde det for 2 år siden, da vi holdt tale. Vi sagde det til folketingets sundhedsudvalg – ja, faktisk har vi sagt det mange gange og til mange mennesker. Men budskabet lader ikke helt til at ha’ ramt alle og slet ikke de vigtigste ører, nemlig lægernes.” Joan Desirée Thaisen Lowe

Det har været konflikten mellem patienter og endokrinologer/læger siden T4 blev opfundet og de nye målemetoder for TSH blev introduceret. Netop der blev lægerne døve for patienternes symptomer og klager. Lægerne kunne nu “dokumentere”, at patienten var “velbehandlet”, og der måtte være andre årsager til problemerne (og da langt de fleste stofskiftepatienter er kvinder, blev lægernes diagnose ofte, når der stadig var problemer, psykiske problemer).

Det tankevækkende er, at det er et verdensomspændende problem. Det er ikke kun et lokalt dansk problem.

Patienter er individuelle mennesker og ikke præfabrikerede maskiner. Det er formentlig her konflikten opstår for lægerne og de vil helst ikke tabe ansigt. Et nyligt eksempel på hvor følsomme stofskiftepatienter er for ændringer i deres medicin, var omformuleringen af Eltroxin. Her blev stofskiftepatienter – igen på verdensplan – sendt på jagt efter et effektivt, troværdigt og sikkert alternativ. Kopimedicin giver også meget store variationer i patienternes effekt af stofskiftemedicinen til ærgrelse også for læger. Kilde

Det er tankevækkende at lægerne behandler patienten ud fra en gennemsnitsbetragtning. Så gennemsnitlig at det ikke er nødvendigt at lytte til patienten når TSH ligger mellem 0,4-4,5.

Jeg skal være den første til at indrømme, at kompleksiteten i udredningen af stofskiftesygdom er voldsomt omfattende, så omfattende at det må være nemt at tabe overblikket. Selv om det skulle være lige netop her, den lægelige udfordring burde ligge (der er heldigvis flere læger, hvem det går deres professionelle ære for nær, når patienten ikke er optimalt behandlet.) Tænk bare på hvor mange forskellige årsager, der kan være til at en patient kan have stofskifteproblemer. Mulighederne for kombinationer af TSH, T4, T3, fT4, fT3 og hvornår er disse kombinationer optimale for den enkelte patient. Det kunne være en lægelig udfordring at eksperimentere med at finjustere den enkelte patients stofskifteværdier, hvilke tal har den største betydning for patientens velbefindende – indrømmet det er en lang vej bl.a. på grund af T4s lange halveringstid. Men indsatsen ville komme igen i form af tilfredse patienter.

Der ud over er der alle værdierne for jod, vitaminer og mineraler, som meget sjældent bliver taget med i undersøgelsen, på trods af man godt kunne have en mistanke om at mange måske på grund af stressmetabolisme omsætter flere af disse vigtige næringsstoffer – det er ikke noget jeg har dokumentation om men det er en tanke der har slået ned i mig ofte.

Endelig, som om alt det øvrige ikke kan gøre billedet af den enkelte patient kompliceret nok, kommer hele problemstillingen til om evt. belastede binyrer.

Jeg mener der er nok af muligheder for grundigere udredningsforløb, til fordel for den enkelte stofskiftepatient. Resultatet kunne blive mere effektive samfundsborgere, der ikke skal være plaget af mange invaliderende symptomer. Heldigvis lader det til at der også internationalt er ved at blive sat fokus på den svært behandlelige stofskiftepatient. Læs mere

 

 

 

 

Behandling af for lavt stofskifte

Siden GSK – Glaxo Smith Kline lavede deres T4 medicin Eltroxin om, har der været diskussion om hvor god behandlingen af for lavt stofskifte egentlig er.

Det er forstemmende at læse debatterne rundt om på nettet, for de taler alle deres eget tydelige sprog om en elendig behandling. Historierne er de samme – vi lever – men vi har bivirkninger, der er ganske ubeskrivelige.

Den værste bivirkning er den iøjnefaldende mangel på energi, drive og livsmod. En bivirkning der ikke tages alvorligt af lægerne, som blot fejer argumenterne fra de nødlidende patienter af bordet, med ordene: Dine tal er fine. Men hvis det er så slemt kan vi da give dig psykofarmaka, hjertemedicin eller smertestillende – altså symptomlindrende medicin.

Problemet er bare at intet af dette løser patientens problemer. Denne forhalingsproces får det til at lyde som om, det er patienten med lavt stofskifte, der er hypokonder. Det lægger dermed ansvaret for problemet på patientens skuldre, men det reelle problem er et helt andet, nemlig at lægen ikke har rådighed over medicin, der formår at behandle patienten effektivt.

Patienten bliver med andre ord blot holdt i live uden at kunne leve fuldt ud.

Til dato er der ikke fundet nogen effektiv behandling af for lavt stofskifte. Lægerne har resigneret, patienterne er døllet hen og medicinalindustrien ønsker ikke at investere i udvikling af medicin til et så lille nichemarked – det er der ganske enkelt ikke penge i.