Det er velkendt, at der er en gruppe stofskiftepatienter, der stadig har symptomer på for lavt stofskifte, selv om de er farmakologisk kompenseret.
Denne mangel på opmærksomhed fra læger og endokrinologer har medført, at der er opstået en lang række støttegrupper på forskellige sociale medier. Disse grupper medvirker til, at patienterne samler viden fra andre patienter, og der kan på den baggrund opstå både positive og negative effekter af denne viden. Manglen på professionel opmærksomhed forstærkes af, at der ikke er et tilstrækkeligt antal læger med den fornødne viden til rådighed? Måske er der et stort hul mellem den viden patienter i dag kan finde på nettet og lærebøger/guidelines for behandling?
En forsker har sat sig for at se på dette område og har offentliggjort en artikel om emnet. (Ref. 1) Artiklen ser på forskellige sociale mediers omtale af behandling af stofskiftesygdom, og endelig har forskeren interviewet en gruppe patienter. Artiklen bruger sundhedsaktivisme (health activism), forbundet handling (connective action), og politiseret sygdomsidentitet (politicised illness identity) til at undersøge, hvordan patienter med stofskiftesygdom træffer valg i forhold til deres behandling.
Patienter kan, ifølge forskeren, grupperes baseret på de betydende strategiske temaer, patienten anvender, når han/hun skal træffe beslutninger. Denne gruppering er for både patient og læge vigtige pejlemærker i den dialog, der bør finde sted mellem parterne. Især når indsigten bidrager til at udvikle dialogen og ikke begrænser den. Når dialogen udvikles forbedres behandlingen tilsvarende, idet begge parter bidrager, og føler de har en indflydelse på det endelige resultat.
Beslutningen om indstillingen til behandlingen følger en kompleks vej og afgøres i vid udstrækning af om man føler sig velbehandlet og hørt af sin behandler. Et udgangspunkt kan være at man enten stoler på sin behandler og følger dennes råd (conformist) eller udfordrer behandleren og finder nye og alternative behandlingsmuligheder (activist). Inden for disse to grupper kan der være forskellige grader af tilknytning. Man stoler på lægen (expertice consultant) eller man stoler på lægen, men holder sig løbende opdateret via de sociale medier eller hjemmesider, der diskuterer behandling (connected selfhelpers). Modpolen er at man tjekker facts (fact checkers) og bruger dette i sin kommunikation med lægen eller aktivt deltager med sine behandlingsforslag på de sociale medier (embodied activist). Generelt kan det slås fast at hovedparten af de interviewede er grundige i deres informationssøgning og lader sig ikke flytte af en enkelt ny artikel, men søger bred information.
Hvor i dette netværk den enkelte befinder sig har også en stor indflydelse på samarbejdet med lægen. Der kan formentlig opstilles et tilsvarende netværk for læger og det kan give et godt samarbejde eller det modsatte mellem lægen og patienten – det godesamarbejde kræver, at parterne anerkender hinanden og de forskellige standpunkter. Artiklen understreger, at patientens beslutningsgrundlag er langt mere differentieret end blot baseret på stereotyper som aktivist eller conformist. Patienterne bevæger sig langt mere mellem disse yderpunkter. Sociale medier er med til at udvikle nye måder at se på behandlingen. De sociale medier er med til at udvikle forbunden handling hvor deltagerne diskuterer begreber som medicinsk turisme og valg af læge, ofte som reaktion på et system, der virker som om det ikke reagerer på de informationer lægerne modtager fra patienterne. Det vigtige element her er, at stofskiftepatienter er forskellige, hvorfor generelle konforme behandlingsråd ikke nødvendigvis vil gavne patienten.
Der er i artiklen en model (på engelsk) af de forskellige standpunkter som kan være med til at give et overblik over de holdninger lægen kan blive præsenteret for af patienten.
Jeg har, inspireret af denne model, fremstillet en ramme, hvor det er muligt at finde ud af, hvor man selv befinder sig i det nuværende behandlingsforløb.
Schossböck, J. (2021). Health-Related Decision-Making of People with Thyroid Disease: The Role of Connective Action and Politicisation of Illness Identities. European Journal of Health Communication, 2(2), 21–43. https://doi.org/10.47368/ejhc.2021.202
I 2017 blev der offentliggjort et dansk studie, der på baggrund af 116 patienter beviser, at T3 og (beregnet) frit T3 er uegnet til vurdering af behandlingseffekten af kombinationsbehandling ved stofskiftebehandling. (ref. 1 og ref. 4)
Studiet er et billede på et dysfunktionelt system, der mangler et klart fokus i udredningen og behandlingen af for lavt stofskifte. (116 – 37 = 79) 68% af 116 indstillede patienter bliver ekskluderet fra studiet!
Patienter, der er i behandling for for lavt stofskifte hos deres praktiserende læge med levothyroxin (L-T4) bliver henvist til endokrinologisk afdeling. Den praktiserende læge/endokrinolog henviser patienten, når patienten på trods af behandling stadig har hypothyroide symptomer. Når så endokrinologisk afdeling ikke kan opnå de ønskede resultater sendes patienten tilbage til den praktiserende læge.
Forfatterne til undersøgelsen samlede patienter til undersøgelsen fra september 2012 til december 2013. Patienterne havde vedvarende hypothyroide symptomer, som den praktiserende læge ikke var i stand til at behandle. Forfatterne samlede en gruppe på 116 personer, hvoraf de 110 var kvinder. Det betyder, at der i grove tal, fra dette hospitals optageområde kunne identificeres 10 personer om måneden, der fortsat har symptomer fra deres stofskiftesygdom.
Patienterne undersøges nærmere for at udelukke andre sygdomme, der kunne give symptomer (cøliaki, adrenerg insufficiens, anden autoimmun sygdom) eller depression. En del patienter blev udelukket fra selve undersøgelsen:
6 patienter med forskellige symptomer der kunne påvirke symptombilledet – stress, depression, blodmangel pga jernmangel, mangel på D-vitamin. En planlagde graviditet.
32 patienter var overbehandlede
17 patienter var underbehandlede
10 patienter var sat i kombinationsbehandling allerede. Dette begrundet med relationen mellem den praktiserende læge og patienten.
Dette er en løftet pegefinger – de praktiserende læger og speciallæger går deres egne veje og følger ikke endokrinologernes behandlingsvejledninger! Omvendt er processen et billede på, at de patienter, der er svære at udrede, som kræver en særlig opmærksomhed planløst bliver sendt rundt i systemet. Dette understreges af ovenstående eksklusionsproces, der foretages langt henne i patientens behandlingsforløb.
Hvordan kan man opstille en behandlingsallegoritme, der fanger disse patienter (ca. 20%), der fortsat har symptomer? Det er vigtigt at udvikle et effektivt udrednings- og behandlingforløb.
I endokrinologernes behandlingsvejledninger overses det faktum, at der er en normal variation i befolkningens stofskiftetal. Det betyder, at referenceværdierne for TSH er uegnede til at stille en personlig diagnose, når lægen skal finde den enkeltes set-point – det individuelle præcise punkt mellem TSH, fT4 og fT3, hvor patienten er velbehandlet. Det er som at skyde med et haglgevær og regne med, at man rammer præcist. Det lægen skal gøre er at vælge en riffel med et kalibreret kikkertsigte. Fordi det er vanskeligt at nå ind til patientens set-point, når der bare vælges et beslutningsparameter – TSH.
Vi skal bevæge sig rundt i målområdet for at finde frem til den rette balance mellem fT4, fT3 og TSH, hvilket kan være en langvarig proces. Her kunne endokrinologernes specialviden være med til at gøre vejen kortere ved at opstille matematiske modeller, der kunne hjælpe lægerne til at justere behandlingen (ref. 5). Patienten må modsat være tålmodig og præcis i sin rapportering af symptomer, indtil lægen har fundet det rigtige punkt/den rigtige dosis.
Når lægen lytter til patientens klager og symptomer får han vigtig viden i forhold til at vurdere om behandlingen bevæger sig mod overbehandling eller underbehandling, selv om alle tal ligger inden for normalområdet. Patientens symptomer er en god rettesnor – hvilket er dokumenteret flere steder:
Jeg kan godt forstå, at det giver forskelle i opfattelsen af sygdommen, når der er så ringe sammenfald mellem lægens fokus og patientens fokus. De behandlingsresultater eller mangel på samme, som omtales i Medici’s artikel er resultaterne af voksne mennesker, der har mødtes med det formål at lindre symptomerne på for lavt stofskifte. Alle de implicerede har forsøgt at gøre deres bedste, men resultaterne er ikke tilfredsstillende. Alle parter mener, de gør det rigtige?
Samarbejdet mellem patient og praktiserende læge eller praktiserende endokrinolog har iflg. forfatterne medført, at det er patienten, der alene styrer behandlingen, og lægen blot er reduceret til receptblokbestyrer. Samtidig påpeger læger, at det kan være farligt at anvende ikke godkendte lægemidler. (ref. 2). Det er svært at få øje på solide samarbejdsmuligheder, når alle siger, det er de andre, den er gal med. Hvem spiller på den forkerte banehalvdel? Kunne vi redefinere banehalvdelene og opnå et bedre samarbejde?
Behandling af for lavt stofskifte kan være en kompliceret affære. Desuden kan lægerne blive snydt af den overvældende succes, de normalt oplever i behandlingen af for lavt stofskifte, idet 80% (i grove træk) oplever, at de er velbehandlede. Det giver en fornemmelse af, at de sidste 20% blot er besværlige (jeg ved godt det er en grov stramning af resultatet af det store arbejde lægen udfører) – men – det er et faktum at blandt de sidste 20% af patienterne, er der komplicerede problemer. Her udspiller det store slag mellem fT4, fT3 og TSH sig for fuld udblæsning. Den relationelle stabilitet udebliver – der skal arbejdes langt mere med patienten og de resterende symptomer (ref. 3).
Vi er forskellige, og det viser sig også i stofskiftetallene. Læger og vi kan udregne ratioen mellem T3 og T4 og derved få et groft indtryk af, hvor effektivt vi omsætter T4 til T3 (deiodinase aktiviteten). (ref. 5) Desuden kan man i kommentarfeltet til reference 5, få et link til et lille program, der med endnu flere variable, kan sige mere om forholdene mellem stofskiftehormonerne. Dette vil kunne hjælpe lægen til at behandle patienten så effektivt som muligt.
Tilbage til Medici et al. – når man kigger grundigere på tallene, kan man finde nogle tendenser. Gruppen af patienter, der reagerer positivt på kombinationsbehandlingen, oplever en stigning i T3 og et fald i T4 og et behersket fald i TSH. Samtidig kan man se (helt forventeligt ved kombinationsbehandling) at ratio mellem T3 og T4 stiger. Her har kombinationsbehandlingen genoprettet den relationelle stabilitet mellem stofskiftehormonerne. Det er interessant i forhold til undersøgelsens udgangspunkt – at lytte til patienterne og finde frem til en god behandling. Hvilket lykkedes for omkring 2/3 af de patienter (n=24), der var inkluderet i undersøgelsen. (ca. 20% af de 116, der blev taget ind for at deltage.)
De patienter, der ikke reagerer positivt på kombinationsbehandlingen får tilbudt L-T4 behandling efter undersøgelsen er slut. Det er ikke oplyst, hvilke justeringer de derefter blev tilbudt, og om de er blevet deres resterende symptomer kvit.
Ændringer i TSH, T4 og T3 for de patienter, der fortsat har symptomer på kombinationsbehandlingen, viser små stigninger i T3 og et lille fald i T4, men et markant fald i TSH – så markant at patienterne bliver overbehandlede, når man blot ser på TSH. Endelig ses der en ubetydelig stigning i ratio mellem T3 og T4 (Hvilket undrer mig, for hvad sker der i denne gruppe?). Her er der ingen relationel stabilitet i tallene – der er noget, der ikke stemmer. Hvilket jeg skal undlade at gøre mig klog på. Men behandlingen har sat en kraftig bremse på frigørelsen af TSH. (Pt. har jeg ikke kunnet finde/få oplyst hvilke stofskiftehormondoser, de to grupper fik).
Kernen i behandlingen af denne formentlig vanskeligste gruppe af patienter, er at finde frem til hvordan skjoldbruskkirtelhormonerne samarbejder i netop den enkelte individuelle patient med henblik på at opnå homeostasis mellem T3, T4 og TSH (ref. 3). Det vil sige – at efterligne kroppens reaktion på de udfordringer den udsættes for, ved at dosere L-T3 og L-T4 på en måde, der efterligner (så godt det kan lade sig gøre) kroppens reaktion. Dette skridt er formentlig det mest komplicerede i udredningen af de personer, der fortsat er plaget af symptomer på for lavt stofskifte. Her er det vigtigt at bemærke at undersøgelsens patienter, der ikke har effekt af kombinationsbehandling, slutter med at gå tilbage til en behandling, der (heller) ikke har vist positive resultater.
Beskrivelse af patientens vej gennem denne undersøgelse
Det, der startede så godt, endte brat med en tilbagevenden til udgangspunktet og en ineffektiv behandling? Undersøgelsen har ellers et fantastisk positivt udgangspunkt: At tage patientens udsagn om at de fortsat har symptomer for gode varer.
Det er et positivt resultat at 2/3 af disse patienter bliver hjulpet. Ligesom det er positivt at symptomerne bliver anerkendt. På baggrund af denne undersøgelse vil det være muligt at udarbejde en instruks til de praktiserende læger, der bygger på denne erfaring – at teste – i et forhold på 17/1 mellem L-T4 og L-T3 – og at finde ud af, om det er muligt at lindre patienternes symptomer på for lavt stofskifte.
Så hvad skal der til for at få systemet mere retlinet?
Den praktiserende læge initierer behandlingen baseret på L-T4.
Hvordan virker behandlingen
Responderer patienten positivt
Hvilke symptomer går væk, hvilke kommer til? Hvilke er hypothyroide, hvilke er hyperthyroide.
Deiodinaseomsætnngseffektivitet?
Kan der ændres på forholdet mellem L-T4 og L-T3 dosis så patientens symptomer lindres?
Det, der sker i enhver behandling af kroniske sygdomme, er, at patienterne, nærmest omgående efter undersøgelser om deres sygdom er publiceret, har en viden, som sætter deres sygdom i perspektiv. Denne hastighed er noget helt nyt. Men det, der mangler, er en indgående forståelse for kroniske sygdommes kompleksitet. Den besidder patienten sjældent, det kræver større indsigt ofte erhvervet gennem en akademisk uddannelse og adskillige års praktisk og teoretisk arbejde. Og tid og systematik. Patienten har til gengæld en grundig indsigt i egne symptomer.
Det sætter samtidig lægens grunduddannelse under pres, for hvordan skal man kunne følge med i den rivende udvikling? Ved at læne sig op ad internationale behandlingsvejledninger, læner man sig også op ad viden indsamlet for 5 til 10 år siden. Læs eventuelt et indlæg om viden og dens halveringstid (ref. 6).
Medici’s artikel indeholder en afvisning af patienternes indsigt. Patienterne bruger hinanden og nettet til en autonom selvmedicinering. Det må give stof til eftertanke og inspiration til at nyfortolke samarbejdet om behandling af for lavt stofskifte. Patienten skal lytte til lægen og lægen skal anvende alle redskaber, blodprøver og også matematiske modeller til at sikre, at de sidste 20% af patienterne opnår lindring for deres symptomer på for lavt stofskifte. Figur 1. i ref. 3 viser forskellen i relationen mellem fT3 og TSH hos L-T4 behandlede patienter og raske kontrolpersoner.
Samarbejdet om behandlingen af de sidste 20% af patienterne med vedblivende symptomer, kræver en øget indsigt i patientens data. Når lægen udvider testfeltet, får de en større indsigt. For at imødegå måleusikkerheden ved test for de frie stofskifteværdier anbefales det, at man anvender den mest præcise teknologi (pt. LC-MS/MS) i bestræbelserne på at udrede disse patienter bedst muligt. (ref. 7)
Når disse data er indsamlet kan de bearbejdes matematisk. Det giver større indsigt i patientens manglende relationelle stabilitet og en tydeligere vej mod lindring af symptomerne.
Endelig er der et stort område, der ikke må overses – mineraler og vitaminer. Der bliver offentliggjort artikler, der peger på, at vitaminer og mineraler skal være på plads for at opnå resultater. (ref. 8)
Så hvordan kan vi herefter redefinere banehalvdelene – lægens og patientens? Så samarbejdet udvikles til gavn for læge og patient.
Neither Baseline nor Changes in Serum Triiodothyronine during Levothyroxine/ Liothyronine Combination Therapy Predict a Positive Response to This Treatment Modality in Hypothyroid Patients with Persistent Symptoms. Bjarke Borregaard Medici Jeppe Lerche la Cour Luba Freja Michaelsson Jens Oscar Faber Birte Nygaard. Eur Thyroid J 2017;6:89–93 DOI: 10.1159/000454878
Hoermann R, Midgley JEM, Larisch R and Dietrich JW (2016) Relational Stability in the Expression of Normality, Variation, and Control of Thyroid Function. Front. Endocrinol. 7:142. doi: 10.3389/fendo.2016.00142
Dietrich JW, Landgrafe-Mende G, Wiora E, Chatzitomaris A, Klein HH, Midgley JEM and Hoermann R (2016)Calculated Parameters of Thyroid Homeostasis: Emerging Tools for Differential Diagnosis and Clinical Research. Front. Endocrinol. 7:57. doi: 10.3389/fendo.2016.00057
Jonklaas Jacqueline, Bianco Antonio C., Bauer Andrew J., Burman Kenneth D., Cappola Anne R., Celi Francesco S., Cooper David S., Kim Brian W., Peeters Robin P., Rosenthal M. Sara, and Sawka Anna M.. Thyroid. December 2014, 24(12): 1670-1751. doi:10.1089/thy.2014.0028.
Pharmacological Reports Volume 71, Issue 2, April 2019, Pages 367-373 Selenomethionine potentiates the impact of vitamin D on thyroid autoimmunity in euthyroid women with Hashimoto’s thyroiditis and low vitamin D status. Robert Krysiak, Karolina Kowalcze Bogusław Okopień. https://doi.org/10.1016/j.pharep.2018.12.006
En gruppe endokrinologer fra Grækenland og fra Tyskland har undersøgt om der udskrives unødig levothyroxin. Gruppen undersøgte 291 patienter, der ikke havde en helt præcis diagnose på for lavt stofskifte. Det viste sig, da man stoppede gruppens levothyroxin at blot 114 af patienterne udviklede for lavt stofskifte – de øvrige 177 forblev euthyroide (havde stofskiftetal der viste, at de var raske). I gruppen der faktisk havde for lavt stofskifte var der et gennemgående ultralydsbillede (diffuse inhomogeneous echogenicity) signifikant højere end den gruppe der var raske.
Ikke overraskende fastslår lægerne, at det er nødvendigt, at udrede patienten grundigt inden der iværksættes livsvarig behandling med levothyroxin, og at man hos patienter med en usikker diagnose bør iværksætte et behandlingsstop for at sikre sig at det er for lavt stofskifte patienten rent faktisk lider af.
KILDE : Sarantis Livadas, Christina Bothou, Ioannis Androulakis, Anastasios Boniakos, Nicholas Angelopoulos, and Leonidas Duntas.Thyroid.http://doi.org/10.1089/thy.2018.0014
Forkortelsen POTS står for Posturalt Ortostatisk Takykardi Syndrom og er en tilstand, hvor almindelige stillingsændringer (liggende til siddende, siddende til stående) ledsages af en uhensigtsmæssigt høj stigning i pulsen og symptomer i form af svimmelhed, ubehag og evt besvimelser i stående stilling. Der er en lang række symptomer fra POTS. Da der er en lang række fælles symptomer med for lavt stofskifte foretog en amerikansk forskergruppe en nærmere udredning af 798 POTS patienter for at se hvor mange der havde samtidigt for lavt stofskifte.
I gruppen var der i alt 125 patienter, der havde både for lavt stofskifte og POTS. Det er nødvendigt, når patienten er velbehandlet for sit lave stofskifte, men stadig har symptomer, at fokusere på udredning for og evt. behandling af POTS.
Kilde:
Poster 223 Disorders of Thyroid Function Friday Poster Clinical HYPOTHYROIDISM IN POSTURAL ORTHOSTATIC TACHYCARDIA SYNDROME (POTS) PATIENTS Chaudhary W., Nasri M.A., Almardini W., Chaudhary N., Mistry H., Alam S.B., Joy N., Munez K., Alam S., Ahmad H., Suleman A.Research, The Heartbeat Clinic, Mckinney, TX
En ny artikel fra USA har undersøgt 65 studier, der har beskrevet patienter behandlet med levothyroxin og registreret deres kolesterolværdier. Forfatterne af metaanalysen har fundet frem til at patienterne tilsyneladende ikke får deres kolesterolværdier normaliseret på levothyroxinbehandling. Forskerne anbefaler at der forskes yderligere i årsagerne til at kolesterolværdier ikke normaliseres på ren levothyroxinbehandling. Link: https://doi.org/10.1210/jc.2018-01361
En meget vigtig artikel fra Pennsylvania i USA skrevet af Anam Tariq, DO, Yijin Wert, MS, Pramil Cheriyath, MD, and Renu Joshi, MD – “Effects of Long-Term Combination LT4 and LT3 Therapy for Improving Hypothyroidism and Overall Quality of Life” viser med al ønskelig tydelighed, at det kan nytte, at lægen lytter til patienten og når standardbehandlingen ikke virker, så bør man finde en anden løsning. Så vidt jeg ved, har det altid været en del af god praksis blandt læger.
Når vi så ser på udviklingen af behandling af for lavt stofskifte i Danmark, ser vi en helt anden tilgang. Situationen har udviklet sig til at blive en kamp om at have ret. Ikke at lytte.
Desværre er der en udvikling hen imod at udelukke stadig flere fra at få en optimal behandling med de forskellige produkter, der er til rådighed. Det store spørgsmål er – hvad vil lægerne opnå med det?
Det bliver igen og igen understreget i kliniske studier, at der er omkring 10% af patienterne på monoterapi med levothyroxin, der ikke er velbehandlede – på trods af lægernes ihærdige forsøg på at behandle dem. Nu er det ikke sådan, at patienterne ikke er velbehandlede for at fornærme lægerne – men fordi de ikke har effekt af den behandling, de bliver tilbudt.
Det er her tilgangen i det amerikanske studie er vigtig: Lægerne forsøger i lang tid at behandle patienterne med levothyroxin, men indser på et tidspunkt, at de har opbrugt alle muligheder. Derfor skifter de patienterne til enten en kombinationsbehandling med syntetiske stoffer eller naturligt stofskiftehormon, og opnår effekt uden at give bivirkninger. Det er en eksemplarisk måde at imødekomme patienten på!
Inden ledende endokrinologer i Danmark gik helt i baglås – var der endokrinologer rundt i landet, der på samme måde som i det amerikanske studie forsøgte at finde frem til en optimal behandling af patienter, der ikke havde glæde af levothyroxin. I dag oplever vi en jagt på disse læger, der er helt urimelig og uvidenskabelig.
Heldigvis er der internationalt en anden tendens – nemlig at anerkende de svært behandlelige patienters behov. Det er på tide at stoppe det begrænsende behandlingssnævertsyn ledende danske endokrinologer lægger for dagen.
Så hvor længe er det rimeligt at endokrinologen bliver ved med at give levothyroxin, når patienten ikke har effekt af behandlingen? Hvornår er det nødvendigt at skifte til kombinationsbehandling? Hvor længe skal patienten holdes fast i dårlig livskvalitet, når nu der er flere behandlingsalternativer?
I 2015 blev der udgivet et dansk studie : “Treating Hypothyroidism with Thyroxine/Triiodothyronine Combination Therapy in Denmark: Following Guidelines or Following Trends?”
Som det fremgår af titlen, er forfatterne stærkt kritiske over udviklingen i anvendelsen af især L-T3 (liothyronin), men også Thyroid (desiccated thyroid). Det nærmest antydes, at anvendelsen af disse to typer stofskiftemedicin ikke bygger på de gældende guidelines, men er et modefænomen.
Det grundliggende problem her er dog, at de ledende endokrinologer ikke lytter til det omfattende problem, patienterne giver udtryk for – manglende livskvalitet når de alene behandles med levothyroxin.
Når vi så kigger på hvad der sker internationalt, kan der spores en opblødning i behandlingsmønstrene – idet de seneste anbefalinger peger på at anvende L-T3 og evt Thyroid, når de øvrige muligheder er opbrugt. Men det er ikke nået helt frem til de danske endokrinologer:
Desuden er der stadig flere endokrinologer internationalt, der har set lyset og forsøger at lytte til deres patienter – det har i det lys været interessant, at der ved en af de store endokrinologkongresser i 2017 blev foretaget en patientundersøgelse af tilfredsheden med stofskiftebehandling og konklusionen var at patienter var mest tilfredse med Thyroid behandling.
Desuden er der også kloge endokrinologer, der foreslår, at man betragter guidelines som det, de er vejledninger ikke direktiver!
I artiklen fra 2015 kommer forfatterne frem til følgende konklusion: More evidence-based information on the effect and potential side effects of this treatment modality is clearly needed for both endocrinologists, general practitioners and, most importantly, for the patients.
Måden, det er blevet løst på, er en indskrænkning i behandlingsmulighederne, idet stadig flere patienter ikke længere kan få de behandlinger andre læger faktisk har brugt tid og undersøgelser på at nå frem til som det optimale?
Så nu vil vi gerne høre om det er sådan at I toneangivende endokrinologer er nået frem til yderligere dokumentation for at alene levothyroxin behandling bidrager til at forbedre patientens helbred og livskvalitet?
I september 2014 blev der offentliggjort et dansk studie, der viste, at stofskiftepatienter har en langt højere risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet end raske personer i en kontrolgruppe. Især det første år, efter diagnonsen er stillet, er patienten særlig sårbar. Senere i forløbet virker det som om risikoen er mindre for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet – hypotesen er at stofskiftebehandlingen forbedrer patienternes helbred. De patienter, der er mest udsatte for at miste kontakten til arbejdsmarkedet, er patienterne der har for højt stofskifte som udgangspunkt. (Patienterne er grupperet efter deres stofskiftediagnose, på det tidspunkt sygdommen blev opdaget). KILDE
Studiet peger på, at stofskiftesygdom er en sygdom, der griber voldsomt ind i den ramtes hverdag. Det er en sygdom forbundet med en betydelig forringet livskvalitet.
Samtidig er det en sygdom, hvor lægerne påstår, at de har fundet den helt rette behandling alene baseret på syntetisk medicin – levothyroxin.
Endelig er det et stort samfundsøkonomisk problem at en meget stor befolkningsgruppe sætte udenfor arbejdsmarkedet på grund af et medicinsk snævertsyn.
Det er himmelråbende besynderligt at læger ikke for længst vælger at følge internationale behandlingsalgoritmer:
Vælg en dosis LT4 der virkelig sætter TSH ned i den nederste del af normalområdet.
Virker dette ikke så forsøg med LT3 i kombination med LT4
Endelig når alt er forsøgt så forsøg med Thyroid
Det siger sig selv, at hele vejen igennem dette forløb udredes patienten grundigt for at sikre, at der ikke er andre muligheder for problemer.
Desuden uddannes patienten løbende i sin egen sygdom, så fejlmedicinering etc. undgås. Det har igen og igen vist sig, at når lægen engagerer sig i patienten og dennes problemer, opnåes det bedst mulige resultat. En viden de fleste endokrinologer burde have med fra diabetesambulatoriet. Så at stofskiftesygdom er en besværlig sygdom at udrede og behandle hos ca. 20% af patienterne er ikke patientens skyld – men samspillets skyld – samspillet mellem læge og patient.
Læger, der opererer for kræft i skjoldbruskkirtlen, oplever som alle andre læger at nogle patienter bør have en anden behandling end blot monoterapi med LT4 i deres efterfølgende behandlingsforløb på grund af bivirkninger fra LT4. En engelsk gruppe har kigget på dokumentationen og slår fast, at der er meget få undersøgelser, der har undersøgt dette forhold. Men de kan konkludere, at man bør behandle patienterne fra sag til sag – på baggrund af deres symptomer – indtil der foreligger bedre dokumentation.
I forbindelse med en af de seneste kongresser om endokrinologi, blev der gennemført en undersøgelse af patienttilfredsheden ved behandling med forskellig stofskiftemedicin. Den højeste patienttilfredshed blev målt i gruppen der tog Thyroid og den laveste patienttilfredshed blev mål i gruppen der to LT4.
Som forskerne slår fast i bemærkningerne til spørgeskemaets resultat: Fremtidige studier bør undersøge årsagen til at patienterne foretrækker Thyroid skyldes T3 niveauer eller det skyldes andre uidentificerede årsager.
