Tag Archives: ældre patienter

Stofskiftebehandling af ældre

Et nyt dansk oversigtsstudie (1.) gennemgår grundigt, hvilke faktorer læger og ældre patienter skal være opmærksomme på ved stofskiftebehandling.

Generelt kan det fremhæves, at behandling af ældre stofskiftepatienter kan være mere udfordrende end behandling af yngre patienter. I takt med at gruppen af ældre i samfundet øges, kan vi se frem til stadig flere patienter i denne gruppe. Følgesygdomme ses hyppigere i denne gruppe af patienter, et forhold der gør diagnosticering og behandling vanskeligere.

Hjertekomplikationer bliver mere fremherskende, og det stiller store krav til lægens dosering af levothyroxin, så hjertekomplikationer undgås eller i bedste fald minimeres. Omvendt må det ikke overses at behandling med levothyroxin styrker hjertets funktion. Det er derfor ofte en tværfaglig opgave at sikre den optimale behandling.

Det er ikke mindre vanskeligt at sikre en ordentlig behandling af subklinisk for lavt stofskifte. Igen er der mange følgesygdomme at tage hensyn til, ligesom mange af disse tilstande kan gøre sygdomsbilledet utydeligt, så det er svært at stille den helt korrekte diagnose uden et meget omhyggeligt forarbejde. Det er vigtig også at holde sig for øje, at laboratorieværdierne kan variere i forhold til metode og referenceintervaller.

Det er derfor yderst vigtigt, at stille den korrekte diagnose baseret på årsagen til sygdommen inden behandling sættes igang. Det er i denne situation vigtigt at huske på, at der ikke er lægefaglig enighed om denne gruppe af patienter overhovedet skal behandles. Endelig er det vigtigt at tage hensyn til, at ældre patienter generelt kan have svært ved at huske og at følge behandlingen. Dette kan give udfordringer i forhold til overdosering med deraf følgende kliniske problemer.

Alvorlige hjerteproblemer, osteoporose, kognitive problemer og muskelsvækkelse skal tages alvorligt. Så det slås fast at denne gruppe patienter skal følges omhyggeligt og at udvikling af et redskab, der kan registrere symptomer og livskvalitet kunne forbedre behandlingsresultaterne.

  1. Effraimidis G, Watt T and Feldt-Rasmussen U (2021) Levothyroxine Therapy in Elderly Patients With Hypothyroidism. Front. Endocrinol. 12:641560. doi: 10.3389/fendo.2021.641560