Kombinationsbehandling – europæisk anbefaling (2012)

Det har været et ønske, siden jeg læste Midgley et als artikel 2019, at finde baggrunden for de beslutninger lægerne træffer, når de behandler patienter med for lavt stofskifte. I dette indlæg har jeg taget udgangspunkt i den europæiske endokrinologiske forenings (ETA) vejledning om kombinationsbehandling af for lavt stofskifte. Det er en vejledning, der rummer mange vigtige informationer. Et af dem er at fT4, fT3 og TSH alle skal normaliseres. Der er igennem hele vejledningen en vigtig skelnen mellem “uspecifikke symptomer” og “vedvarende symptomer på for lavt stofskifte”. Denne skelnen sikrer lægen det næste skridt i udredningen: Er der anden sygdom på spil (symptomerne er uspecifikke og kan lige så godt stamme fra en anden sygdom) eller skal der justeres på medicinen (specifikke hypo- eller hyperthyroide symptomer).

På baggrund af 8 spørgsmål forsøger en gruppe europæiske endokrinologer at sammenskrive en vejledning om kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3. Der er i vejledningen en række praktiske anbefalinger, som kan lette vejen for både patient og læge i hele udredningsforløbet. (Ref. 1)

  1. Er der et uopfyldt behov i behandlingen med L-T4 blandt patienter med for lavt stofskifte?
  2. Er der et biologisk rationale for klager over vedvarende symptomer på for lavt stofskifte hos patienter med for lavtstofskifte behandlet med L-T4?
  3. Er der evidens for at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3, giver patienten en bedre behandling end L-T4 monoterapi?
  4. Er det muligt at de kliniske undersøgelser, der sammenligner kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3, ikke er målrettet den rette patientgruppe?
  5. Hvilke patienter bør komme i betragtning til kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3?
  6. Hvad er den passende dosis af kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3?
  7. Hvilke præparater kan anvendes ved kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 og hvordan skal behandlingen overvåges?
  8. Hvilke fremtidige forskningsområder er der på området?

Gruppens anbefalinger til punkt 1:

  1. Blandt patienter i behandling for for lavt stofskifte behandlet med L-T4 og med et normalt TSH forekommer psykologisk ubehag, nedsat velbefindende og kognitive forstyrrelser hyppigere end symptomerne ses i kontrolgrupperne.
  2. Data antyder, at 5-10% af patienter med for lavtstofskifte, behandlet med L-T4 og med normalt TSH har vedvarende symptomer, som kan henføres til sygdommen og L-T4 behandlingen.

Det slås fast, at på trods af et normalt TSH er der personer på L-T4, der fortsat har symptomer. Der er ingen studier, der overbevisende kan dokumentere problemets omfang – endnu. Men forskergruppen mener at 5-10% har vedvarende symptomer og nedsat livskvalitet. Desuden er der ikke studier, der klart fastslår årsagerne til de fortsatte symptomer.

Men det er vigtigt at holde fast i, at der er en betydeligt problem.

Anbefalinger til punkt 2:

  1. Forslag til forklaring af vedvarende symptomer på for lavt stofskifte hos patienter med for lavt stofskifte behandlet med L-T4:
    • accept af at man har en kronisk lidelse (uspecifikke symptomer),
    • at man har anden autoimmun sygdom,
    • skjoldbruskkirtelautoimmunitet (uden påvirkning af kirtlens funktion),
    • L-T4 behandlingen kan ikke etablere fysiologiske T4 og T3 niveauer i blod og væv.

Under dette punkt kommer forfatterne til vejledningen ind på nogle vigtige detaljer i udredningen af for lavt stofskifte.

De tager et vigtigt forbehold, nemlig at patienten med vedvarende symptomer er blevet undersøgt for andre sygdomme, som ikke er relateret til stofskiftesygdom, men kan have det samme symptombillede:
blodmangel, hypercalcæmi, skjult infektion etc.
Forfatterne understreger, at uspecifikke symptomer kan være en del af det at have en kronisk sygdom og den nødvendige, regelmæssige kontakt med sundhedsvæsenet kan være en medvirkende årsag.
Træthed fremhæves af forfatterne, som et symptom, der også fremhæves af patienter med anden kronisk sygdom.
Forfatterne til vejledningen slår også fast, at mange patienter med både kroniske endokrine og ikke-endokrine sygdomme fortæller om
vedvarende uspecifikke symptomer. Underforstået – at det kan være noget andet end stofskiftesygdom, der giver symptomerne. (Problem – ingen definerende biomarkører).

MEN der er forskel på uspecifikke symptomer og vedvarende symptomer på for lavt stofskifte. (
Læs evt denne artikel)

Dernæst fremhæver forfatterne, at når patienten har en autoimmunsygdom (Hashimotos eller opereret/jodbehandlet Graves) er der en øget risiko for anden autoimmun sygdom (Omkring 14,3% med Hashimotos og omkring 9,7% med Graves har anden autoimmun sygdom). De nævnes i følgende rækkefølge: reumatoid artrit, perniciøs anæmi, systemisk lupus erytematosus, Addison’s, cøliaki og vitiligo. Alle autoimmune sygdomme kan have et snigende forløb og kan derfor i lang tid forblive uopdagede og blot give symptomer, der måske bliver tilskrevet for lavt stofskifte.

Det anbefales at lede efter anden autoimmun sygdom hos patienter med autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom, der er plaget af uspecifikke symptomer.

Thyroid peroxidase antistoffer (TPO-Ab) fremhæves også som en selvstændig årsag til symptomer (kronisk træthed, tørt hår, kronisk irritabilitet, kronisk nervøsitet og lavere livskvalitet) Niveauet af TPO-Ab skal være over 121 kU/l. Dette får forskerne til at sige, at autoimmuniteten i sig selv giver symptomer, og at det ikke har med skjoldbruskkirtlen at gøre. (Men ved vi så om det at behandle antistofferne ned giver symptomlindring?)

Det siger sig selv, at med manglen på biomarkører for stofskiftesygdom, og ved at anvende blandede patientgrupper i undersøgelserne, bliver det meget svært at finde frem til, hvad det egenlig er, der skal til for at hjælpe patienterne – men at lave gennemsnitsberegninger, hyppigt kun på TSH, og anvende dem på patienter, der har vidt forskellige set-points mellem tre værdier, så siger det sig selv, at lægerne risikerer at komme til kort med behandlingen af de sidste 20% svært behandlelige patienter.

Optagelse af stofskiftemedicin er et reelt problem, idet optagelsen påvirkes af mad og anden medicin, når den indtages for tæt på mad eller medicinindtagelsen. Problemet om, hvor god man som patient er til at huske at tage sin medicin, skal heller ikke glemmes. Disse faktorer medvirker betydeligt til patientens velbefindende.

Et punkt, der diskuteres i artiklen, er, om det er muligt, på L-T4 monoterapi at opnå de T3 værdier patienten havde inden sygdommen opstod. Vejledningen fremhæver, at der er dokumentation for, at patienterne opnår normale fT3 værdier. (Dette udsagn er senere blevet udfordret.) Et andet problem ved monoterapi med L-T4 er, at patienten for at opnå TSH og fT3 værdier som før, har et højere fT4 niveau. Disse udsagn viser klart, at det er problematisk i en gruppe patienter at nå frem til den rette balance mellem TSH, fT4 og fT3. Som andre har fremhævet er dette et dilemma.

På trods af dette vælger forfatterne at afslutte dette afsnit med at fokusere på udredningsproceduren – patienter som generelt er utilfredse med deres sundhedstilstand får hyppigere taget deres stofskiftetal og sat i stofskiftebehandling, og dermed bliver vedvarende symptomer indregnet på et forkert grundlag – de stammer fra generel utilfredshed og ikke L-T4 behandlingen.

Dette kan kun løses ved en grundigere udredning?

Så en gang til: Hvilke symptomer på for lavt eller evt. for højt stofskifte har du?

symptomer

Anbefalinger til punkt 3:

  1. Der er ikke tilstrækkelig evidens for, at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 giver patienten, med for lavt stofskifte, en bedre behandling end L-T4 monoterapi.
  2. Det anbefales, at L-T4 monoterapi fortsat er standardbehandlingen af for lavt stofskifte.

Gennemgangen af de kliniske studier, der ligger til grund for anbefalingen, viser, at der er en meget stor variation i diagnoser anvendt i studierne, der er anvendt forskellige doser af kombinationsbehandling, hvorfor det kan være vanskeligt at drage entydige konklusioner.

På trods af at patienter foretrækker kombinationsbehandling, er forskerne stadig tilbageholdende med at anerkende dette faktum.

Anbefalinger til punkt 4:

Få data peger på at psykologisk velbefindende og præference for kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 kan være påvirket af polymorphisme (genændringer) i den kæde af ændringer stofskiftehormonerne gennemløber, inden de kan udløse deres effekt. Det gælder især transportgener og deiodinaser.

Punkt 4 gennemgår de forskellige kendte faktorer, der på den ene eller anden måde påvirker skjoldbruskkirtelhormonerne og TSH:

  • Phosphodiesterase 8B genændringer (påvirker TSH og studier antyder, at L-T4 behandling kan normaliserer TSH, uden dette er et udtryk for, at personen har opnået biokemiske værdier, der afspejler det genetiske og personlige set-point)
  • Deiodinaser
    • DIO1 – genændringer peger på ændringer i ratio mellem fT3/fT4 (det er værd at have med i behandlingen med L-T4 og muligheden for at finde patientens oprindelige set-point). Man har ikke fundet sammenhænge til psykologisk velbefindende eller til effekt af kombinationsbehandling.
    • DIO2 – genændringer her kan medvirke til psykologiske symptomer på for lavt stofskifte (mangel på T3) og patienterne oplever god effekt af kombinationsbehandling.
  • Transporter
    • OATP1C1 – et stofskiftehormon transportmedie i hjernen har muligvis indflydelse på træthed og depression, så denne ændring kan medvirke til manglende velbefindende ved L-T4 monoterapi

Deiodinaseeffektiviteten er efter 2012 blevet et emne, der skal tages i betragtning. Ikke blot er der genændringer, men der er tilsyneladende også en variation i den enkelte persons deiodinaseeffektivitet. Det har indflydelse på, hvordan stofskiftepatienter omsætter T4 til T3.

Anbefalinger til punkt 5:

  1. Det foreslås at L-T4 og L-T3 kombinationsbehandling kan anvendes som en eksperimentel behandling hos patienter, der kan overholde behandlingen med L-T4, og som stadig har vedvarende symptomer på for lavt stofskifte på trods af et TSH i normalområdet, under den forudsætning at de er blevet informeret grundigt om, at de har en livslang kronisk sygdom, og at anden autoimmun sygdom er udelukket.
  2. L-T4 og L-T3 kombinationsbehandling anbefales ikke til gravide og til patienter med hjertearrytmier.
  3. Det anbefales at kombinationsbehandlingen med L-T4 og L-T3 stoppes, når der ikke er set forbedringer efter 3 måneders behandling.

Dette afsnit er ikke baseret på videnskabelige artikler. Der er kun en henvisning til T3s hurtigt indsættende effekt som et problem hos patienter, der har problemer med hjertet.

Så forskerne står fast på en 3 måneders eksperimentel periode, hvor resultatet skal være positivt ellers er det tilbage på L-T4 monoterapi. Med deraf følgende hypothyroide/hyperthyroide symptomer.

Anbefalinger til punkt 6:

  1. Det foreslås at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 startes med en vægtratio mellem L-T4/L-T3 dosis på 13: 1 and 20: 1.
  2. Mens L-T4 kan tages 1 gang dagligt bør den daglige dosis af L-T3 deles i to doser – en før morgenmaden en inden sengetid.

I dette afsnit af anbefalingen bliver det slået fast, at det ikke er muligt at opnå tilstrækkelige T3 niveauer ved at øge L-T4 dosis, fordi stigning i T4 medfører en begrænsning i DIO2. Dette betyder, at forholdet mellem fT3 og fT4 yderligere forvrides. “Teoretisk bør stofskiftehormonbehandling ikke alene sigte mod en normalisering af TSH, men også en normalisering af fT4, fT3 og fT4/fT3 ratio.”

Disse betragtninger nævnes ikke i de 2 anbefalinger afsnit 6 afsluttes med.

Men det er vigtigt at holde fast i udsagnet om at alle tre værdier fT4, fT3 og TSH skal normaliseres

Anbefalinger til punkt 7:

  1. Da de kombinationsprodukter til behandling af for lavt stofskifte, der findes i dag, indeholder en L-T4/L-T3 dosis ratio, der er mindre end 13:1, anbefales det at anvende separate L-T4 og L-T3 tabletter ved kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.
  2. Det anbefales at kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 styres af blodprøver, der tages før stofskiftemedicinen indtages om morgenen, idet der sigtes mod normale TSH, fri T4, fri T3 og fri T4/fri T3 ratio værdier.
  3. Hvis det er nødvendigt at at justere kombinationsbehandlingen med L-T4 + L-T3 for at opnå et normalt TSH, frit T4, frit T3 and fri T4/fri T3 ratio, anbefales det at kun et af komponenterne ændres, fortrinsvis L-T3.
  4. Det anbefales at behandling af for lavt stofskifte med kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 udføres i tæt samarbejde med uddannede/akkrediterede speciallæger inden for intern medicin/endokrinologi.

Igen slås det fast, at de tre værdier fT4, fT3 og TSH skal normaliseres. Hvordan lægerne vil gøre det uden at tage prøverne er uforståeligt.

Beklageligvis afvises alle kombinationsbehandlinger, der ikke har en L-T4/L-T3 ratio på mindst 13:1. Hvilket kan medføre at en lille gruppe af de vanskeligt behandlelige patienter med for lavt stofskifte holdes fra en behandling, der har været anvendt siden 1891. Behandlingen var med til at holde alvorligt hypothyroide patienter i live til langt op i 60’erne. Ligesom det hjælper en gruppe hypothyroide patienter, der ellers ikke har kunnet hjælpes, den dag i dag.

Anbefalinger til punkt 8:

  1. Forslag til fremtidig forskning:
    • (a) prospektive studier med hypothyroide patienter, der starter i L-T4 behandling, hvor man sammenligner karakteristika ved begyndelsen af behandlingen mellem de patienter, der har glæde af behandlingen, og de der ikke har glæde af behandlingen med L-T4 monoterapi.
    • (b) studier der undersøger dosis ratio af L-T4/L-T3, der kommer tættest på FT4/FT3 den koncentrationsratio, der ses hos raske personer.
    • (c) randomiserede kliniske studier der sammenligner kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3 og monoterapi med L-T4 af patienter, der har genfejl i skjoldbruskkirtelhormontransportere og -deiodinaser.
    • (d) studier af L-T3 formuleringer med langsom frigivelse (slow-release).
    • (e) prospektive studier der ser på langtidseffekt og -sikkerhed af kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.

Afrunding

Som et slags svar på mit spørgsmål vidner vejledningen om et meget grundigt arbejde. Den seneste forskning er blevet inddraget (Op til 2012). Der peges på fremtidig nødvendig forskning.

Der lægges meget vægt på at lægens udredning har udelukket anden sygdom, inden patienten sættes i gang med eventuel kombinationsbehandling med L-T4 og L-T3.
Jeg kunne foreslå, at når patienten har vedvarende symptomer på for lavt stofskifte, undersøges skjoldbruskkirtelhormonerne nærmere med henblik på normalisering af patientens set-point med analyser af både fT4, fT3 og TSH, og når patienten fortsat præsenterer lægen for uspecifikke symptomer sætter lægen en standardiseret udredningsprocedure i gang. (Vejledningen rummer en del forslag til indhold i en sådan procedure.)

Der er en diskussion i vejledningen om hvilke forhold, der skal være mellem L-T3 og L-T4 og vejledningen slår fast, at man bør anvende en vægtratio mellem L-T4/L-T3 dosis på 13: 1 and 20: 1. Denne anbefaling bygger på en antaget risiko for overdosering med skjoldbruskkirtelhormon. Der er foretaget en del studier på kombinationsbehandling med en ratio, der er mindre end 13:1.
Et af disse studier er dansk (Ref. 2), patienterne oplever en god effekt og de har en meget høj præference for kombinationsbehandlingen frem for monoterapi med L-T4. Fordelingen i dette studie mellem L-T4/L-T3 var i gennemsnit 4:1 varierende fra 2.5:1 til 8:1. Det er interessant, idet patienter virker meget tilfredse, oplever lindring af deres symptomer og lægerne er i stand til at holde TSH stabil på samme niveau i de to grupper. Der er her tale om en undersøgelse, hvor patienten er sin egen kontrol, idet de har fået begge behandlinger i forløbet.

Det burde få lægerne til at overveje at forske meget mere i forskellige forhold mellem L-T4 og L-T3, når de skal hjælpe de sidste 20% af patienterne af med deres symptomer. (Det er iøvrigt værd at understrege at L-T4 og L-T3 ratio minder meget om den, der findes i Thyroid).

Der er ikke tvivl om at den seneste udvikling inden for matematisk bearbejdning af stofskiftetallene kan være med til at komme svært behandlelige stofskiftepatienter i møde. Midgley el als artikel er et eksempel på en indsats som stadig flere læger bør iværksætte. Der er meget at vinde og kun lidt at tabe ved at bruge alle laboratorieundersøgelserne (fT3, fT4 og TSH) og gerne anvende nyeste analysemetoder for at sikre det mest præcise målinger.

Referencer:

  1. Wiersinga W, M, Duntas L, Fadeyev V, Nygaard B, Vanderpump M, P, J: 2012 ETA Guidelines: The Use of L-T4 + L-T3 in the Treatment of Hypothyroidism. Eur Thyroid J 2012;1:55-71. doi: 10.1159/000339444
  2. Nygaard, B., Jensen, E., Kvetny, J., Jarløv, A., & Faber, J. (2009). Effect of combination therapy with thyroxine (T4) and 3,5,3′-triiodothyronine versus T4 monotherapy in patients with hypothyroidism, a double-blind, randomised cross-over study, European Journal of Endocrinology, 161(6), 895-902. Retrieved May 22, 2019, from https://eje.bioscientifica.com/view/journals/eje/161/6/895.xml


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.