I bogen “Stop The Thyroid Madness” tager forfatteren udgangspunkt i egne erfaringer med behandlingen hun fik for for lavt stofskifte. Til at starte med med en forundring over hvor lidt energi hun har i forhold til jævnaldrende. Hvordan hun den ene gang efter den anden oplever nederlag i forbindelse med de jobs hun begynder på og ikke mindst hvordan hun føler hun svigter sin familie.

Synderen er efter hendes mening en mangelfuld behandling. Det altoverskyggende tema i bogen er, at den enkelte patient med for lavt stofskifte skal behandles efter symptomer – ikke efter laboratorieværdier. De første 17 år af hendes eget behandlingsforløb er også præget af mangel på dialog mellem læge og patient. Så det er ikke en specielt utålmodig patient, der skriver bogen.

Den behandling hun tilbydes og som rigtigt mange patienter verden over tilbydes, er en enkeltstof behandling med ren T4 – det forventes derefter, at alle der får denne medicin selv kan producere det næste meget vigtige stof T3. (Foruden de øvrige mindst 2 stofskiftehormoner man kender i dag og calcitonin). Som ved al anden kronisk sygdom må vi snart se i øjnene, at ikke alle patienter reagerer ens på medicin.

I forfatterens tilfælde blev resultatet af standardbehandlingen, at der blev forsøgt en lang række supplerende behandlinger. Det var et kæmpe repertoire som lægerne stillede op med og fokus var på hjerteproblemer, hormonforstyrrelser eller på psykiske problemer.

Men lige meget hjalp det – helbredet blev langsomt men sikkert værre.

Hjælpen viste sig at ligge på Internettet – her fandt forfatteren ligesindede, der forklarede om de fuldstændig samme symptomer og den samme mangel på lydhørhed fra sundhedssystemets side. Ligeledes fandt hun ud af, at der var  et alternativ til den etablerede behandling.

Det er en behandling med stofskiftehormoner udvundet af skjoldbruskkirtler fra svin. Denne behandling viste sig, at være det helt rigtige for forfatteren. Den har også vist sig at være det helt rigtige for rigtigt mange patienter verden over, som ikke kan opnå tilfredsstillende resultater på ren T4 behandling.

Afslutningsvis i indledningen samler forfatteren de 5 stærkeste fællestræk hos de stofskiftepatienter der behandles alene med T4:

1. De er ikke velbehandlede ved kun at få T4  .
2. De har læger der fokuserer på laboraorieresultater og som ikke interesserer sig for patientens symptomer.
3. De får supplerende medicin for alle de symptomer, der opstår eller de bliver bedt om at gå til en psykiater.
4. De oplever, at TSH inden for normaleområdet, er det eneste, der betyder noget for lægernes bedømmelse af behandlingen.
5. De lider alle af symptomer fra en underlødig enkeltstofbehandling, som i sidste ende leder til trætte binyrer og de symptomer de giver.

Herefter tager forfatteren fat på, at beskrive de enkelte områder i detaljer.