Afspejler sammenlignende stofskiftestudier patientens virkelighed

Igen et spændende studie fra en tysk forskergruppe, undersøger det videnskabelige grundlag, der er for især kombinationsbehandling med T3. De tager udgangspunkt i det faktum at monoterapi med T4 er den veldokumenterede standard, men, og der er et stort men, slår de fast – igen – at der er en betydelig del af patienter i behandling for for lavt stofskifte, der ikke er velbehandlede. Derfor undrer forskerne sig over, at kombinationsbehandling ikke anvendes til at hjælpe disse patienter.  Der ses en uenighed om årsagen – skyldes patientens utilfredshed med behandlingen blot faktorer, der ikke har med selve sygdommen at gøre (at have en kronisk sygdom, at leve med en invaliderende sygdom eller overvægt)? Eller er det, som andre har foreslået, at T4 behandling ikke er nok til at begrænse patientens negative symptomer. Uanset hvad består problemet, og har gjort det i årtier.

Derfor tager forskerne fat på at analysere, hvad det er, der står i vejen for at udbrede brugen af kombinationsbehandling med T4/T3 og for dem er der 3 faktorer, der springer i øjnene:

  1.  På T4 behandling er fT3 lavere end hos raske
  2. På T4 behandling er det nærmest umuligt at opnå normale stofskiftetal ude i vævene. (Udsagn baseret på dyreforsøg, da de ikke kan gennemføres på mennesker)
  3. Der er en markant forskel på laboratorieværdierne hos patienter og hos raske.

Ren T4 behandling kan ikke give patienterne den livskvalitet, som raske personer har.

Hvad har forskerne lært når de ser tilbage på historien om stofskiftebehandling? Det står lidt hen i det uvisse, men det virker underligt, at lige pludselig blev ren T4 behandling standardbehandlingen – uden der nogensinde blev foretaget sammenlignende studier mellem naturlige stofskiftehormoner og T4. Hvad angår T3 behandling som kombination med T4, er det et velkendt faktum, at fordi T3 har en kort halveringstid og er yderst potent, så er det et produkt, der er svært at håndtere, men med omhyggelighed er det muligt.

Forskerne tager herefter fat på at analysere opbygningen af de klininske studier og påpeger en række betydelige svagheder i disse tidlige sammenlignende studier af T4 og kombinationsbehandling med T3/T4. De fremhæver omhyggeligt svaghederne i de gamle studier og slår fast, at det er nødvendigt at øge kvaliteten af de fremtidige studier, der sammenligner effekten af de to typer medicin. De fremhæver klare metodefejl og en tungtvejende kritik er at tidligere studier ikke anvender homogene patientgrupper, men blander dem med det resultat at resultaterne måske er fejlvisende. De opfordrer derfor til at undersøgelser skal foretages på patientgrupper hvor man for eksempel ikke blander patienter med autoimmun thyroiditis, og patienter der har haft kræft i skjoldbruskkirtlen, da de ikke har det samme kliniske udgangspunkt.

Forskerne tager også fat på diskussionen om forskellen på randomiserede kliniske forsøg og den praktiske hverdag lægen står i, når patienten skal behandes. Som det fremhæves er randomiserde forsøg ikke de bedste til at vejlede lægen til at møde patientens  individuelle behov (og slet ikke hvis resultatet delvis er funderet på en anden eller en blandet patientgruppes data). De klassiske områder i forbindelse med T3 behandling gennemgås kritisk – hjerteflimmerrisiko, depression og knogleskørhed – og det slås fast, at data skal fortolkes med stor forsigtighed. Deres bekymring over kvaliteten af tidligere studier får gruppen til at foreslå at studier af effekten af stofskiftebehandling skal underlægges et vægtigt internationalt anerkendt offentligt organ – de nævner selv FDA.

Det, der står tilbage for forskergruppen, er med syvtommersøm at slå fast, at der mangler troværdige markører for stofskiftesygdom. Når forskere skal gennemføre kliniske undersøgelser foretrækker, de markører som ikke er påvirkelige. De nævner en række, der endnu ikke er blevet testet, men som kunne være interessante kandidater.

Som efterhånden mange nye artikler om behandling af for lavt stofskifte har peget på, er det nødvendigt, at lægerne ikke forlader sig på ældre undersøgelser med tvivlsomme konklusioner, men i stedet genoptager den velkendte disciplin – at behandle stofskiftepatienten indtil symptomerne er minimerede eller helt væk – med de midler der er til rådighed – kombinationsbehandling med T4/T3 eller naturlige stofskiftehormoner. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege at TSH ikke kan fortælle tilstrækkeligt præcist om patienten er velbehandlet – mange af dem har stadig symptomer fra et biokemisk for lavt stofskifte.

KILDE: Rudolf Hoermann, John E. M. Midgley, Rolf Larisch, and Johannes W. Dietrich, “Lessons from Randomised Clinical Trials for Triiodothyronine Treatment of Hypothyroidism: Have They Achieved Their Objectives?,” Journal of Thyroid Research, vol. 2018, Article ID 3239197, 9 pages, 2018. https://doi.org/10.1155/2018/3239197.

Det har patienterne vidst længe

Når lægen lytter og søger en løsning

Kombinationsbehandling virker godt uden at give problemer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.