En ny engelsk artikel gennemgår studier om alder og referenceværdier. Ref. 1. Det er interessant læsning.

1. Imidlertid ændrer stofskiftehormonniveauet sig med alderen og nuværende referenceintervaller er ikke gældende/retvisende på tværs af alle aldersgrupper.
2. De eksisterende referenceværdier kan potentielt føre til en uhensigtsmæssig behandling af ældre patienter, ligesom de kan resultere i manglende reduktion af risikofaktorer blandt yngre og mid-aldrende personer.
3. Selvom denne statistiske tilgang er en kernekomponent i den daglige kliniske praksis, bør denne “one size fits all” tilgang forfines.
4. Derfor kan et individs stofskiftefunktion befinde sig inden for det definerede referenceinterval, men falde uden for deres genetisk bestemte set-point.
5. Der er også dokumentation for, at personer, der er velbehandlede på levothyroxin, har brug for lavere doser, når de bliver ældre.

Stofskiftehormoner er bestemmende for sundhed og velvære. Den normale skjoldbruskkirtelfunktion defineres i forhold til 95% konfidensintervallet i en rask befolkning. Disse standard laboratorie referenceintervaller anvendes bredt både i forskningen og i klinisk praksis, uden at sætte dem i relation til alder. Imidlertid ændrer stofskiftehormonniveauet sig med alderen og nuværende referenceintervaller er ikke gældende/retvisende på tværs af alle aldersgrupper.

Der er omfattende evidens for at status for skjoldbruskkirtlen ændrer sig med alderen gennem hele livet. TSH koncentrationerne er højere tidligt og sent i livet og udviser en U-formet kurve blandt personer med kaukasisk baggrund fra områder med tilstrækkelig jod-forsyning. FT-3 niveauet falder med aldreren og synes at spille en rolle i pubertsudviklingen, hvor der ses en relation med fedtmassen. Ydermere har aldersprocessen forskellige effekter på konsekvenserne af stofskiftehormonerns variationer.
Ældre personer med faldende stofskiftefunktion synes af have overlevelsesfordele sammenlignet med personer med normal eller høj-normal stofskifte funktion.
I modsætning har yngre eller midaldrende personer med lav-normal stofskiftefunktion en øget risiko for alvorlige hjerte/kar- og stofskifteproblemer, mens personer med høj-normal stofskiftefunktion er i risiko for at få knogleproblemer inklusiv osteoporose og brud.
De eksisterende referenceværdier kan potentielt føre til en uhensigtsmæssig behandling af ældre patienter, ligesom de kan resultere i manglende reduktion af risikofaktorer blandt yngre og mid-aldrende personer.
Forskerne slår til lyd for at bestemme validiteten af alderssvarende referenceintervaller og forstå hvilken indflydelse stofskiftehormonvariationer har på yngre personer.

Stofskiftehormoner spiller en vigtig rolle i udviklingen og vedligeholdese af normale stofskifteprocesser gennem hele livet.
Klinisk bestemmes stofskiftefunktionen ved at måle TSH og de frie stofskiftehormoners niveauer.
Det komplekse omvendte forhold mellem TSH og stofskiftehormonniveauer gør TSH til en mere sensitiv markør for den samlede stofskiftefunktion.
Euthyroidisme eller “normal” skjoldbruskkirtelfunktion defineres vha TSH’s 95% konfidensinterval og skjoldbruskkirtelhormonniveauer hos personer uden stofskiftesygdom.
Selvom denne statistiske tilgang er en kernekomponent i den daglige kliniske praksis, bør denne “one size fits all” tilgang forfines.
Det er dokumenteret, at der er en snævrere intra-individuel variation i stofskiftehormonerne, sammenlignet med den variation, der er observert mellem individer.
Desuden er stofskiftehormonniveauer for det meste genetisk bestemt, med lignende genetiske effekter observeret hos børn og voksne.
Derfor kan et individs stofskiftefunktion befinde sig inden for det definerede referenceinterval, men falde uden for deres genetisk bestemte set-point.

Der er øget evidens for at stofskiftestatus indenfor referenceintervallet udgør en risikofaktor for udvikling af sygdom, og at over 95% af personer, der er undersøgt grundigt uden at have skjoldbruskkirtelsygdom eller autoantistoffer, har TSH koncentrationer UNDER 2,5 mlU/L.
Disse overvejelser har givet anledning til en intens debat om den eksisterende tilgang til at etablere stofskifte referenceintervaller bør forbedres.
Tilpasning af referenceværdier er ikke noget nyt.
For eksempel er referenceværdierne for kolesterol ikke relaterede til fordelingen i befolkningen, men i stedet relateret til 10 års hjerte/kar mortaliteten.
En lignende tilgang til skjoldbruskkirtel funktionen er mere kompleks, da der eksisterer alvorlige risici både når det gælder for højt og for lavt stofskifte, hvorimod nøglerisikoen ved målinger af kolosterol findes blandt de højere værdier.
Stratificering af stofskiftefunktionen er ikke desto mindre tiltrækkende.

Der er overbevisende argumenter for alders-, etnicitets- og graviditetsspecifikke referencerammer.
Af disse er det især alder, der er særligt vigtig da symptomer, der kan relateres til at blive ældre, som f.eks. træthed og udmattelse ikke er særligt gode til at forudsige, om patienten har for lavt stofskifte.
I tillæg ændrer TSH kurven sig mod højere værdier blandt ældre, og der er øget enighed om at et højere TSH niveau, er en normal del af det at blive ældre.
Derfor risikerer ældre med marginal øgning i TSH at blive behandlet for for lavt stofskifte, selvom deres skjoldbruskkirtelfunktion er inden for referencen for deres aldersgruppe.
Dette kan til dels forklare manglen på gavnlige effekter ved behandling af ældre med for lavt stofskifte.
Der er også dokumentation for, at personer, der er velbehandlede på levothyroxin, har brug for lavere doser, når de bliver ældre.
Modsat kan stofskiftehormonniveauerne være højere blandt børn og der er stadig mere dokumentation for at børn og unge har behov for højere levothyroxin doser end voksne.

Sådanne overvejelser har betydning for klinisk praksis fordi for lavt stofskifte er almindeligt forekommende og øges med tiltagende alder.
Ydermere er TSH niveauet for igangsættelse af behandling med levothyroxin faldet over de senere år med det resultat at mange ældre er har fået levothyroxin på grænseværdier af TSH.
I England er prevalensen af for lavt stofskifte øget med 50% fra fra 2,3% til 3,5% i gruppen af personer over 60 år.
Det betyder at gruppen af personer med for lavt stofskifte vil stige alene for personerne bliver ældre, dette gælder også for laboratorieprøver.
Det er derfor nødvendigt at se på skjoldbruskkirtelfunktionen i et livstidsperspektiv, fordi det har betydning for klinisk praksis og for videnskabelige studier.

1. Taylor, P.N., Lansdown, A., Witczak, J. et al. Age-related variation in thyroid function – a narrative review highlighting important implications for research and clinical practice. Thyroid Res 16, 7 (2023). https://doi.org/10.1186/s13044-023-00149-5