En kort oversigtsartikel om den seneste udvikling af viden om Hashimotos er blevet udgivet. (Ref. 1.)

Artiklen gennemgår:

Genetisk disposition (risikofaktorer/sårbarhed)
Miljøfaktorer
Sygdomsfremkaldende årsager
Autoantistoffer – skjoldbruskkirtlen
Sammenhænge med for lavt stofskifte

Genetisk disposition (risikofaktorer/sårbarhed)

Der er en lavere risiko for genetisk at udvikle autoimmunsygdom, der fører til Hashimotos, når man sammenligner med f.eks diabetes. Men ligger Hashimotos i familiens gener, er der en tendens til en øget risiko for udvikling af sygdommen. Der er en del forskning i gang med henblik på at komme tættere på en genetisk afklaring, men det kræver voldsomt store studier, som gør det (økonomisk – antal forsøgspersoner) vanskeligt at organisere. Der arbejdes intensivt på at finde gener, der har ændret sig, og som derigennem er årsag til autoimmunitet. Men det kræver et stort arbejde i fremtiden for at gennemføre studier, der klart kan give de rette svar.

Miljøfaktorer

Miljømæssige faktorer omfatter især selen, mikrobiomet og medicin. Der er stor diskussion om selen har berettigelse i behandlingen af Hashimotos, og særligt når Hashimotos har følgeskab af antistoffer (TPO). Generelt er indstillingen blandt lægerne, at der mangler solid dokumentation for en sikker effekt af selen. Et dansk studie afventes med spænding (GRASS/CATALYST). Hvornår på året, man er født, har måske også en vis betydning for risikoen for at udvikle Hashimotos eller anden autoimmun sygdom. Det er uvist, hvad der kan være årsagen, men der spekuleres i infektion, D-vitamin eller en eller anden ukendt faktor for dette mønster. Tarmfloraen, som vi er ved at få et grundigt indblik i, har en betydning for udviklingen af autoimmun sygdom. Der er studier, der viser en sammenhæng mellem ændret tarmflora og udvikling af Hashimotos. Desuden er det vigtigt at se på sammenhængen mellem indtagelse af antibiotika og den følgende ændring af tarmfloraen. Dyrestudier viser at denne ændring kan medføre udvikling af autoimmun sygdom. Det viser sig, at immunmodulerende medicin kan have negativ effekt og medføre en øget risiko for udvikling af autoimmun sygdom. Det fremhæves, at denne negative effekt muligvis ville kunne være med til generelt at sige noget om hvorfor/hvordan thyroiditis udvikles.

Sygdomsfremkaldende årsager

Hvad kan være med til at udvikle sygdommen, og hvordan udvikler den sig – det er stadig et debatteret emne – har patienten struma – og så udvikler det sig med tiden til, at skjoldbruskkirtlen sygner hen og patienten har hashimotos thyroiditis? Der er flere forskellige områder, der forskes i: Immunglobulin IgG har påkaldt sig opmærksomhed, fordi det findes mere udbredt i USA i forhold til Europa, og der spekuleres i, om det har sammenhæng til jod eller metodeforskelle. Men det antydes, at når skjoldbruskkirtlen sygner hen, kan det være forårsaget af den fremadskridende sygdom. Regulerende T celler (TREG) er vigtige, fordi de er med til at forebygge autoimmun sygdom. Desværre gør en meget kompliceret sammenhæng mellem Hashimotos og TREG det vanskeligt på nuværende tidspunkt, at sige noget klart om årsagssammenhænge. Når skjoldbruskkirtelvæv ødelægges, kan der frigives celler, der er med til at sætte det autoimmune respons i gang – IL-17 (interleukin 17) er en af disse celletyper, en anden kandidat, der er ved at blive undersøgt, er IL-22. Endelig kan IL-18 også findes hos patienter med Hashimotos og man er af den mening, at disse celler kan forårsage autoimmun sygdom. Der er endelig en anden akse, der tiltrækker sig opmærksomhed PD1/PD ligand-1, idet undertrykkelse af denne akse sættes i forbindelse med udvikling af både Hashimotos og Graves. Så der er udvikling også via det autoimmune perspektiv – kan vi ved at stimulere disse forskellige gener være med til at forhindre udviklingen af stofskiftesygdomme?

Autoantistoffer – skjoldbruskkirtlen

Skjoldbruskkirtel autoantistoffer – undersøgelser peger på at disse ikke en forudsætning for at udvikle Hashimotos. Desuden viser undersøgelser at thyroglobulin(TG) antistoffer forekommer hyppigere end TPO og derfor anvendes TG antistoffer ved diagnosen. TG og TPO autoantistoffer kan desuden sige noget om patientens livskvalitet, hvilket stofskiftehormonerne ikke kan. Et overbevisende studie fandt at efter at skjoldbruskkirtlen var opereret bort faldt TPO og livskvaliteten steg. I kontrolgruppen der blev behandlet med medicin, var der ikke samme fremgang i livskvalitet. Endelig gennemføres der forsøg, hvor betydningen af TSH receptor antistoffer undersøges – der er endnu ikke entydige resultater, men der er en del flere patienter med disse antistoffer, i den gruppe der har øjensymptomer.

Sammenhænge med for lavt stofskifte

Autoimmune følgesygdomme ses i vid udtrækning sammen med Hashimotos thyroiditis. Det gælder for 20 ud af 43 andre autoimmune sygdomme og seks af disse er unikke for HT da de ikke ses blandt Graves patienter. Det er værd at nævne, at der er en vis miljømæssig påvirkning, da pårørendes HT sygdom i visse tilfælde ses hos partneren. I forhold til det vigtigste område – arveligheden – ses der forskellige mønstre hos voksne og blandt børn og unge. Hos voksne er det især led og muskelsygdomme der er fremherskende mens det hos børn/unge især er type 1 diabetes og cøliaki. Hudlidelser udviser ikke et aldersrelateret mønster og vitiligo er den fremherskende lidelse Man undersøger stadig genetiske markører der kan fastslå en sammenhæng mellem type 1 diabetes og Hashimotos og der dukker stadig flere resultater op. Vedvarende symptomer på for lavt stofskifte er et uafklaret spørgsmål, men det tyder på at en del af de reumatologiske symptomer vil kunne forklares ved at begge autoimmune sygdomme findes i den samme patient Dette understreger hvorfor der skal en bred tværfaglig indsats til for at udrede vedvarende symptomer hos patienter i behandling for for lavt stofskifte. Høfeber og Hashimotos følger også hyppigt hinanden. Dette understreger at der er en sammenhæng mellem Th1 og Th2 hos mennesker, som er forskellig fra det, der ses i dyreforsøg.

1. Weetman, A.P. An update on the pathogenesis of Hashimoto’s thyroiditis. J Endocrinol Invest (2020). https://doi.org/10.1007/s40618-020-01477-1